Et boblebad din krop vil elske

Er boblebadet dybt nok, langt nok, lamer det for meget og holder det overhovedet på varmen? Få et boblebad, som din krop med sikkerhed vil elske - følg de 7 gode råd.

8. juli 2015 af I FORM

1. Test karret på din egen krop

Test karret, før du køber - sæt dig godt til rette, når det er fyldt med vand og har alle jets og dyser kørende. Er karret dybt nok og langt nok? Sidder dyserne rigtigt i forhold til din krop? Går de fx højt nok op i nakken på dig? Eller kan de komme til det? Sidder/ligger du sikkert og komfortabelt, når der er vand i karret og der jettes og bobles på livet løs? Tager jetmassagen fat, eller ville du ønske, der var lidt mere eller mindre kraft på? Kan du nemt regulere styrken?

2. Lyt, om du kan leve med larmen

Lyt, når maskineriet arbejder. Er der en øresønderrivende motorlarm, som gør det umuligt for dig at slappe ordentligt af? Eller er lydniveauet til at leve med? Det er der kæmpestor forskel på fra kar til kar. Det er typisk luftdyserne, der skaber mest larm.

3. Tjek, om vandet holder på varmen

Er der luftdyser over hele karbunden? Og har karret et varmelegeme, så det kan varme vandet hurtigt nok op, når luftens køligere temperatur blandes med det varme badevand, så du ikke tvinges op af badet med klaprende tænder, før du havde tænkt dig? Du får mest afslappende effekt ud af vandmassagen, når temperaturen i karret er 38-40 grader, og den temperatur skal helst kunne holdes ret konstant.

4. Har du varmt vand nok?

Kan din varmtvandsbeholder magte at fylde det kar, du har kig på? Er varmtvandsbeholderen på 110 liter, kan du typisk fylde et kar på 170-200 liter med 40 grader varmt vand. Men den kan ikke klare et boblebad på 300 liter. Tænker du i større kar end varmtvandsbeholderens formåen, bør du vælge et boblebad med indbygget varmelegeme eller købe en større varmtvandsbeholder. Et varmelegeme på 6 kW kan både opretholde og opvarme vandtemperaturen i de fleste kar.

5. Få styr på tømningssikkerheden

Tømmes og tørres karret automatisk efter brug, eller har det et særligt renseprogram? Hvis der forbliver vand i systemet, kan der dannes brakvand fyldt med sygdomsfremkaldende bakterier. Flere modeller har indbygget et rensesystem, som desinficerer pumpe og rør. Jacuzzi garanterer fx, at der intet vand står tilbage i deres kar, så du ikke behøver tænke på klor og andre kemikalier.

6. Undgå vandhaner i nakken

Vælg helst et boblebad, hvor vandet fyldes i karret via overløbet eller gennem vanddyserne - med mulighed for en håndbruser i karkanten. Så får du større bevægelsesfrihed og støder ikke ind i vandhanerne. Fyldes vandet i nedefra, undgår du en masse vandpjasken.

7. Tænk på holdbarheden

Vælg et kar, der står i et kraftigt stativ af enten aluminium eller galvaniseret stål. I så fugtigt et miljø vil et jernstativ uvægerligt ruste og blive mindre stabilt med tiden. Der findes kar i utallige slags plast. Vælg et højkvalitetsprodukt, hvor materialet er støbt og gennemfarvet sanitetsakryl. Det kan tåle de fleste rengøringsmidler og afkalkningsmidler, du bruger i det daglige. Tænk langsigtet. Både hvad angår karrets størrelse og dets kvalitet. Et boblebad skulle gerne kunne holde i mindst 15-20 år. Både funktionsmæssigt og udseendemæssigt.

Sunde ambitioner for 2019? Hjælpen er her!

Måske er du interesseret i...

Hvor kan du bedst lide at træne?


I FORM anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: