Kvinde med grøn nissehue og blå pyjamas sidder ved siden af sit pyntede juletræ og græder
© iStock

Sådan kommer du ned i gear i den travle juletid

Føler du dig også presset her i den ellers hyggelige juletid? Måske er det på tide at komme lidt ned i gear og fylde kontoen med overskud.

1. december 2016 af Anja Bruneskjold

Mange mennesker forbinder julen, og december måned generelt, med masser af stress og travlhed. Men måske er det på tide, at du kommer lidt ned i gear, så du kan slappe bedre af og få mere overskud og tid til dig selv.

I år bør været året, hvor du for første gang har meget mere overskud, end du plejer at have, når julen banker på døren. Du har med garanti superhøje forventninger til dig selv, fordi julen helst skal være så perfekt som overhovedet muligt.

Men juleaften bliver hverken værre eller bedre af, at vi konstant løber rundt for at ordne alting. Har du tænkt på, at nogle af de ting du gør, måske slet ikke behøver at blive gjort af dig? I stedet for, at du skal stå for alt det praktiske som gaveindkøb, madlavning og oppyntning, kan alle andre i familien også bidrage. Nogle kan fx tage dessert med, andre kan hjælpe dig med gaveindkøb og børnene kan måske stå for at pynte både hjemmet og juletræet.

På den måde frigiver du en masse overskud, fordi ansvaret for julen ikke kun ligger på dine skuldre - men på alles skuldre.

Samtidig behøver det hele måske ikke at være så perfekt. Hvis du er én af dem, som virkelig ønsker at tingene skal gøres på en bestemt måde til et bestemt tidspunkt, kan det måske hjælpe dig at lave en liste med alle de gøremål, du ellers selv skulle have styr på. Derefter kan du tale med resten af julegæsterne om listen og dele de forskellige opgaver ud. Så ved du også, at tingene bliver gjort til ordentlig tid og (næsten) på den måde, som du selv ville have gjort.

Derudover kan du måske prøve at huske på, at julen jo “bare” er en hvilken som helst aften - blot med julegaver og julemad - og masser af hygge. Og du behøver slet ikke at skrue forventningerne til dig selv helt vejret.

Se om du kan gå gennem denne juletid med langt mere overskud og tid til alt andet end juleting.

God jul!

Sunde ambitioner for 2018? Hjælpen er her!

Måske er du interesseret i...

I FORM anbefaler