Orden

Ryd op, ryd ud og vind over rodet. Vi bruger uendelig meget tid på vores ting. Nogle flytter vi fra en kasse til en anden. Andre løfter vi og sætter ned igen, når vi gør rent under dem.

17. august 2009 af I FORM

De mest kostbare ejendele forsikrer vi efter først at have ringet og tjekket priser og omstændigheder hos flere forskellige forsikringsselskaber. Så tager vi billeder af tingene eller sætter navne på, så vi kan bevise, at det nu også er vores. Og sluttelig sætter vi alle billederne i mapper, så vi har styr på dem - hvis altså ikke lige disse billeder hører til den kategori af ting, som vi bruger tid på at flytte fra sted til sted.

Kodeordene for at spare tid i denne ting-kategori er oprydning og udrydning. I USA er der en voksende industri af ud- og oprydningskonsulenter, som tropper op i almindelige hjem og hjælper indehaverne til at finde orden i tingene og dermed spare tid.

I vores del af verden har vi kun i det små taget denne industri til os - endnu. Selv om konsulenter faktisk findes, er vi stadig mere til bøger og foredrag. Spørg på biblioteket om effektivitetsbøger og på aftenskolerne om kurser i planlægning, prioritering og organisering.

En af de få i Danmark, der både holder foredrag og tager på konsulentbesøg i rodede og travle hjem, er Hanne Ingerslev, der benævner sig selv "rodgivningskonsulent". Hun siger:
- Du sparer utrolig meget tid, hvis du har orden i dine ting og ikke for mange af dem. Men du må indstille dig på, at selve processen "at få ryddet op og ryddet ud" tager lang tid. Alt skal sorteres, gennemgås og placeres på praktiske steder. Det kan der gå mange dage, måske uger med at finde ud af. Her giver Hanne Ingerslev 11 bud på den mest tidsbesparende op- og udrydning:

  • Gør det til en sport at rydde op og rydde ud. Sørg for at have det rart, mens det foregår. Og støder du på noget, som du har svært ved at skille dig af med, kan du tænke på friheden under en rejse med kun ganske få ejendele.

  • Beslut dig for et antal, som det er rimeligt at eje af en bestemt kategori. Synes du, at fire ildfaste fade er det, du skal bruge - så skil dig af med resten. Og husk, at får du senere endnu et, som du hellere vil have, så skil dig af med et af de andre.

  • Første gang du giver dig i kast med op- og udrydningsarbejdet, skal du vælge et sted, der er overskueligt. Det kan fx være en syæske, bilens handskerum etc. Tro på, at det vil lykkes for dig, så du får blod på tanden til næste gang.

  • Hiv hele indholdet ud. Del det så i fire bunker: A. Behold. B. Smid ud. C. Giv væk. D. Genbrug. Hav kasser klar med navn på, så du undgår at fristes til at sparke det hele ind under sofaen, hvis du får besøg, eller telefonen ringer. Med kasser undgår du, at det, du har sorteret, bliver rodet sammen igen.

  • Hvis du er i tvivl, så giv slip på det. Har du meget svært ved at skille dig af med en ting, som du tvivler på, om du får brug for, hjælper det at give det til en ven eller til en genbrugsforretning.

  • Hold pauser i op/udrydningen. Det kan være psykisk belastende hele tiden at skulle vælge. Bliver du ved længere, end du egentlig orker, kommer du lettere til at beholde for meget.

  • Når det gælder papir, så brug et hængemappe-skab, så du nemt kan arkivere og finde frem til papiret igen.

  • Håndtér kun et stykke papir én gang. Lad være med at lægge det på bordet, i en kasse eller en skål på spisebordet til senere. Tag stilling nu, og lær at se papirkurven som din næstbedste ven.

  • Sæt etiketter på alle hold styr på-kasser, så du ikke skal have alle kasser ned fra hylder og skabe for at finde rulleskøjter og frimærker. På børneværelset kan du evt. sætte billeder eller tegninger af klodser, bamser og biler på kasserne, så også de små børn kan finde ud af det.

  • Hver ting skal have sin logiske plads, så de er lette at finde. Læg så straks tingen tilbage, når du har brugt den.

Sunde ambitioner for 2019? Hjælpen er her!

Måske er du interesseret i...

Hvor kan du bedst lide at træne?


I FORM anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: