De bedste Zzzøvnløsninger

De fleste har nætter, hvor de tæller nok så mange får uden at falde i søvn. Finder du først årsagen, kan du næsten altid gøre noget ved den. Søvnløshed er nemlig ikke en sygdom i sig selv.

1. januar 2012 af I FORM

Du vender og drejer dig, tæller får, drikker vand, ryster dynen og gør alt muligt andet. Samtidig bliver du mere og mere irriteret, for i morgen vil du være dødtræt, efterhånden som der bliver mindre og mindre tid at sove i. Men der er ikke noget at gøre, du kan ikke falde i søvn, og hvis det endelig lykkes dig, vågner du igen efter ganske kort tid.

De fleste kender situationen. Nogle lider af søvnløshed enkelte dage om året, mens det for andre er en næsten permanent tilstand. Men i langt de fleste tilfælde kan der gøres noget ved problemet. Søvnløsheden er nemlig ikke en sygdom i sig selv, men den er et symptom på, at der er noget helt andet galt.

Check dit soveværelse

Årsagen til søvnproblemer kan være helt konkrete. En dårlig seng, soveværelset er for varmt eller for koldt, naboerne larmer, eller gadelyset generer.

Det kan også være, du har drukket kaffe, lige inden du skulle i seng. Eller maven driller, fordi du har spist for meget eller for lidt i løbet af dagen. Disse ting bør du først overveje og eventuelt ændre på, hvis du har svært ved at sove.

Tag ikke stress med i seng

Hvis der ikke er ydre årsager, der kan forstyrre søvnen, kan indre faktorer være forklaringen. Stress medfører ofte søvnproblemer, og mange oplever perioder med dårlig søvn, fordi spekulationer om dagens og morgendagens mange opgaver farer rundt i hovedet. I mindre stressede perioder vender søvnen som regel tilbage.

Uanset hvor meget man har at tænke over, så bør man prøve at lægge det fra sig, inden man lægger hovedet på puden. Suser det først rundt i hjernevindingerne, kan det næsten ikke komme ud igen.

Hvis søvnproblemerne kun strækker sig over nogle få uger, taler man om et akut søvnproblem. Hvis det er svært at komme gennem perioden med lidt søvn, kan du overveje sovemedicin. Det kan være vanedannende og bør kun benyttes i kort tid. Du skal også være meget opmærksom på, hvilken medicin lægen udskriver.

Den billigste medicin er den, der bliver i kroppen længst. I mindst 48 timer vil du være påvirket af den billige sovemedicin, mens den dyreste er ude af kroppen efter 12-15 timer. På hospitaler bruges stort set altid den billigste.

Ved skifteholdsarbejde og jetlag kan sovemedicin også være en hjælp.

Få løsningen på 10 typiske søvnproblemer her.

Find kernen af problemet

Smerter i ryggen eller andre steder vil også kunne medføre midlertidige søvnproblemer. I sådanne tilfælde er det en god idé at tage noget smertestillende, inden du går i seng. Det er bedre end sovemedicin, da det er mildere for kroppen.

Også ved astma, kredsløbssygdomme og andre lidelser gælder det om at bekæmpe sygdommen med medicin frem for søvnløsheden.

Den kroniske søvnløshed opstår, når problemerne med at sove fortsætter i mere end to-tre uger. Her er det noget vanskeligere at behandle problemet. Sovemedicinen bør man udelukke, da effekten efterhånden aftager, så der skal mere og mere til. Desuden er den vanedannende, og så kan den give abstinenser.

I stedet bør du overveje, om der er nogle ting i dit liv, der går dig på, og som kan være den egentlige årsag til, at du bare ikke kan falde i søvn.

Angst, depressioner og psykiske sygdomme er ofte årsagen til den kroniske søvnløshed. Det kan være svært selv at erkende, hvad der er det egentlige problem, og det er meget forskelligt, hvordan søvnløshed bliver modtaget og behandlet af den praktiserende læge. Nogle udskriver sovemedicin uden at undersøge baggrunden for søvnløsheden nærmere.

Hvis du har mistanke om, at der er dybereliggende årsager til søvnløsheden, kan det være en idé at opsøge en psykolog, psykiater eller en anden behandler, der er uddannet og trænet i at finde frem til de skjulte problemer.

Kilde: Charlotte Rafn

Sunde ambitioner for 2020? Hjælpen er her!

Måske er du interesseret i...

I FORM anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: