Jalousi: Kan åbne dine øjne

Mistænkeliggørelse, tvangstanker og natlige skænderier. Sådan betragter de fleste jalousiens grimme væsen. Men man kan også vælge at se jalousi som en hjælp til at se klarere og bruge jalousien konstruktivt i parforholdet.

3. februar 2010 af I FORM

Sommerfuglen i din mave fra starten af jeres forelskelse er begyndt at baske lidt mere tamt med vingerne, efterhånden som den glødende lidenskab har forvandlet sig til en mere farveløs såkaldt hverdagskærlighed.

Og pludselig ændrer den kildrende fornemmelse i maven skikkelse fra sommerfugl til noget, der minder mere om en ækel spyflue. Jalousien viser sit ansigt for dig. Tanken om den evige lykke i jeres tosomhed virker ikke længere så ligetil, og angsten for at miste det hele kan være med til at fremkalde jalousien.

Men man snyder sig selv, hvis man udelukkende vælger at betragte jalousiens indtrængen som noget negativt, der forstyrrer husfreden. Selv om jalousien er en grim følelse, der indeholder mange lidet flatterende følelser som mistro, usikkerhed og afhængighed, så kan jalousien være en hjælp. Men kun hvis man erkender den og tør røre ved den.

Jalousi kan give klarsyn

Vi mangler forståelse for jalousiens natur. Vi ser ikke, at den dukker op forårsaget af et problem, som længe har været i forholdet. Jalousien hjælper os faktisk til at kunne se klarere. Man kan sige, at den spejler problemerne og viser os, at her er noget, vi er nødt til at tage fat i. Sådan lyder psykologens råd til de par, der bliver hjemsøgt af jalousien.

Jalousi findes i utallige former og kan opstå i næsten alle menneskelige relationer. Mellem søskende, kollegaer og venner. Men mest udbredt er den erotiske jalousi nok. Jalousi, der opstår mellem to voksne mennesker, der elsker eller har elsket hinanden.

Den erotiske jalousi kan være forårsaget af konkrete handlinger, som fx utroskab, der naturligt nok gør kæresten både ked af det, mistroisk og meget usikker. Men lige så ofte opstår den erotiske jalousi ud af det rene tankespind og er tit forbundet med usikkerhed eller ringe selvværd.

En cocktail af håbløshed, svigt, ensomhed og utryghed i et parforhold fremkalder jalousi, for jalousi handler grundlæggende om dels at vinde - dels at fastholde, den kærlighed man har.

Jalousien kan pludselig ramme os

Jalousi-udbrud kan opføre sig meget som et influenza-udbrud. Det dukker uventet op - provokeret af en bacille i skikkelse af en tredjepart eller måske bare simpelt overarbejde - og mange psykologer er enige om, at vi alle sammen kan rammes af jalousiens væsen.

Ligesom ingen af os kan sige os fri for influenza-smittefaren. Et kort udbrud, og så forsvinder det igen og dukker måske aldrig mere op. Alligevel vil mange påstå, at de intet kender til jalousi - jo, de har måske engang hørt en sang om det eller læst om et jalousidrab i avisen, men ellers ikke. Det er ikke god tone at være jaloux.

I et åbent samfund næsten uden grænser holder jalousien stadig væk på tabuernes holdeplads. Fordi det er en følelse, der vidner om personlig usikkerhed, stor afhængighed og voldsom angst. Det vidner i det hele taget om en del dårlige karaktertræk. Men her er det altid værd at have i baghovedet, at ikke alle tilfælde af jalousi mellem elskende ender i natlig telefonchikane eller affekt-drab.

For en del af dem, der bliver ramt af jalousi, er det ikke en engangsforestilling, men starten på et liv med jalousien som den til tider onde medspiller.

Sunde ambitioner for 2019? Hjælpen er her!

Måske er du interesseret i...

I FORM anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: