Genfind lidenskaben i forholdet

Der er ikke meget lidenskab i et parforhold fuldt af sure sokker, opvask og hverdag. Sådan tænker mange af os nok. Men vi tager fejl.

4. oktober 2010 af I FORM-redaktionen

Det er ikke hverdagen, der dræber passionen. Det er os selv. Heldigvis er det også os selv, der kan puste liv i den igen.

Læs her hvordan - og opdag, at hverdagen også kan være en hed og herlig ting.

Vi kender alle til passion - i hvert tilfælde fra film. De fleste af os har oven i købet også oplevet passion og været lidenskabeligt besat af hinanden - i en periode.

Men de færreste af os oplever, at passionen er blevet en fast bestanddel af vores parforhold. Vi er nok tilbøjelige til at tro, at passionen forsvinder af sig selv, når forholdet er blevet mere stabilt, og hverdagens grå og triste pligter kalder.

Men måske er det ikke en naturlov, der får lidenskaben til dø. Måske er det heller ikke kærestens svineri i badeværelset eller hans uromantiske bøvsen ved bordet, der får den til at forsvinde. Måske er det vores egen evne til at opfinde passionerede øjeblikke, der er hæmmet.

For passionen har reelt noget at gøre med, hvordan vi selv forholder os til livet.

Passion forpligter

Hvis du vil genfinde passionen, er det ikke nok at have en hed kæreste med Clark Gable-look. For passion er mere end fysisk lidenskab og tiltrækning. Passionen kræver også, at du skal sige ja til et liv med forpligtelser og ansvar.

Hvis du virkelig går ind for dit arbejde, din partner, dine børn, din kat eller måske det hele på én gang, vil du få et passioneret forhold til hele eller dele af dit liv.

Og selv om det måske er lidt ensomt kun at have et passioneret forhold til sin kat, så er det dog psykisk sundere end slet ikke at have evnen til passion.

Hvis du derimod føler, at din partner, kat eller dit arbejde egentlig lige så godt kunne skiftes ud - ja, så befinder du dig i ligegyldighedens uforpligtende tåge, hvor hverken passion eller gnist trives.

Her vil den energi, du lægger i dit parforhold, formentlig begrænse sig til rene pligthandlinger som fx at få husholdningen til at køre. Du vil ikke bruge energi på at skabe mere indhold i jeres forhold. Og det samme gælder dine følelser. Her vil du heller ikke investere meget ved fx at åbne op og gøre dig sårbar.

Men sårbarhed er en bivirkning af passion. Hvis du fx har et passioneret forhold til din kat, lider du, hvis den bliver kørt over.

Men du lider også, hvis den pludselig ikke vil kæles af dig mere. Er du ligeglad med katten, rører det dig ikke. Du slipper for følelsesmæssigt besvær - men du har heller ingen glæde af den.

Og passion giver dit liv mening

Hvis du drømmer om at sætte fut i lidenskaben, kræver det både, at du tager ansvar og selv yder en aktiv indsats - fx ved at afsætte tid til at være noget for din partner.

Men det kræver også, at du tør give dig hen til lidenskaben. Det er nemt at lade sig føre med i en hed forelskelse. Det er straks sværere at blive ved med at være sårbar og givende, når forelskelsen ikke længere sætter fut i passionen.

Det er her, vi for alvor skal bevise, at vi tør give os hen til en anden. For det er nu, vi for alvor risikerer at blive afvist. Men det er også her, vi kan vinde et helt nyt indhold i livet.

Barbara de Angelis skriver i sin bog "Livgivende passioner", at: "Passion er en indre energikilde, som er stærk, kærlig og god, en energi, der, når den får lov til at strømme ind i dit liv, vil fylde hver en oplevelse, hvert et samspil med vitalitet, magi og mening."

De Angelis mener, at vi alle længes efter passionen, fordi den netop er kilde til livsenergi - følelsen af virkelig at være i live. Og hvis vi ikke magter at finde den i vores eget liv, er den nemme løsning at få tilført den udefra - fx ved at engagere os i en fodboldkamp eller romantisk film.

Kilde: Hanne Pedersen

Sunde ambitioner for 2020? Hjælpen er her!

Måske er du interesseret i...

I FORM anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: