Gå på opdagelse i kroppens erotiske landskab

De velkendte erogene zoner er ikke altid de mest pirrende. Ofte kan det være mere ophidsende at udforske nye og ukendte områder, som måske i første omgang ikke er oplagte erogene zoner. Kroppen har nemlig langt flere følsomme erotik-punkter, end mange aner.

11. marts 2009 af I FORM

At finde hinandens erogene zoner er en opdagelsesleg, der aldrig bør stoppe. Alle sanser tages i brug. Og frem for alt skal man bruge fantasien. Erogene zoner er - kort fortalt - de steder på kroppen, som gør os seksuelt ophidsede. De mest indlysende er kønsorganerne, brysterne, indersiden af lårene osv. Men der er uendeligt mange strenge at spille på, når krop møder krop.

Kroppen er ikke et stykke mekanik, som bare skal have skiftet tændrør en gang imellem. Kroppen er en levende foranderlig størrelse. Det er vores følelser og erogene zoner også.

Hjernen den største erogene zone

Krop og følelser hænger sammen, og hjernen er i virkeligheden vores største erogene zone. Her sidder fantasien, flirten, optakten, forspillet og ikke mindst overraskelsen eller overrumplingen. Det gælder kort sagt om også at udforske de steder på kroppen som måske ikke er de mest indlysende erogene zoner. Det er ofte her, den blide berøring giver størst 'gevinst'. De mere velkendte erogene zoner kan så komme ind i billedet senere.

Det er en god idé ikke at mase for hårdt på. Start evt. med kropsmassage (uden sex) og find frem til, hvad din partner kan lide. Og husk, at det, der den ene dag virker som et rart kærtegn, udmærket kan være stærkt ophidsende den næste dag. Erogene zoner kan flytte sig, gå i dvale en periode og vågne op igen. Nye kan opstå - til ens store forbavselse. Det skal partneren også have signal om på en eller anden måde, så det kan indgå i samlingen af nydelse.

Alfabetet har 28 bogstaver, så hvorfor kun bruge de 5 mest almindelige? Den største sexdræber er forudsigelighed og kedsommelighed. Det kan skyldes træthed, problemer på arbejdet osv. Tager man disse vibrationer med i seng, bliver resultatet også derefter: Rutinepræget sex, hvor de tre sædvanlige erogene zoner er slidt op.

Armhuler og tæer er startskud til erotik

Prøv fx at kærtegne din partners hår i et stykke tid. Hår er noget meget erotisk og i virkeligheden også temmelig intimt. Både kort og langt hår kan være dejligt at røre ved, dufte til osv.

En anden ikke-oplagt erogen zone er armhulen. Kropsdufte er meget sanselige. Kan man ikke lide hinandens kropsdufte, forsvinder erotikken hurtigt, uanset fingerfærdighed. Derfor må armhulen absolut tælles med i de erogene zoner - at bore snuden ind i sin elskedes armhule og bare indsnuse svedduften er stærkt erotisk ophidsende. Selvfølgelig skal man være renlig med sig selv, men alt må ikke druknes i skarpe deodoranter - naturens egen deodorant er skabt til at vække begær og ophidselse.

Endelig er fødder og tæer et oplagt område at kæle for. De fleste af os har meget følsomme fødder, og hvis bare det ikke kilder for meget, er en blid fodmassage et glimrende startskud til erotik.

Den langsomme start er mest befordrende for flirt og begær, og i det hele taget er det vigtigt at give sig god tid til sex. Start gerne det mentale forspil tidligt om morgenen og glem aldrig flirten i hverdagen. Selv ikke på en grå mandag.

Brug også dine seksuelle fantasier. Du behøver naturligvis ikke leve dem ud i praksis. Men hvis de hjælper på din opstemthed, smitter det garateret også af på partneren, selv om han eller hun overhovedet ikke kender til dem.

Sunde ambitioner for 2019? Hjælpen er her!

Måske er du interesseret i...

I FORM anbefaler