4 tal der afslører, om dit hjerte er i fare

Tjek dit taljemål, blodsukker, blodtryk og kolesteroltal – og se, om det er på tide at ændre livsstil.

8. juli 2013 af I FORM

TALJEMÅL

Holder du dit taljemål under 80 cm, har du ingen tegn på hjerte-truende mavefedt. Sniger centimetermålet sig op mellem 80 og 88 cm, er din risiko for livsstilsygdomme let forøget. 90 pct. af de kvinder, der måler mere end 89 cm rundt om livet, har mindst én risikofaktor for hjerte-kar-sygdomme – fx forhøjet kolesterol eller ditto blodtryk. Taljemålet er vigtigere end både din vægt og BMI, fordi det fedt, der sidder på dine organer dybt i maveområdet, er det mest usunde for dit hjerte.

BLODSUKKER

Ifølge en af verdens førende kardiologer og specialister i kvinders hjertesundhed, Lori Mosca, fordobler du risikoen for at få hjertekar-lidelser, hvis du lider af diabetes. Men selv forstadier til diabetes, altså et forhøjet eller stærkt svingende blodsukkerniveau, øger din risiko med 30 pct.
Dit fastende blodsukker skal ligge mellem 4-7 mmol/L. Ligger tallet på 8 mmol eller mere, er blodsukkeret for højt og er et tegn på diabetes. Men allerede fra 5,6 mmol/L skal man være opmærksom (ifølge de amerikanske sundhedsmyndigheder har man præ-diabetes, hvis blodsukkeret ligger mellem 5,6 og 7,9 mmol/L).

Dit blodsukkerniveau skal måles på fastende hjerte. Du kan gøre det selv derhjemme med en blodsukkermåler eller få det gjort hos lægen eller på en del apoteker.

BLODTRYK

Ny forskning viser, at kvinder, der under graviditet har haft forhøjet blodtryk, eller svangerskabsforgiftning, har dobbelt så høj risiko for senere at få hjertekar-problemer. Et sundt blodtryk skal være under 120/80 mm Hg. Er dit blodtryk højere end 140/90 har du væsentligt større risiko for åreforkalkning og blodpropper.
Få målt dit blodtryk hos lægen. Gør du det selv derhjemme med en blodtryksmåler, så mål det gerne flere gange over et par døgn.

KOLESTEROLTAL

Et sundt kolesteroltal skal være lavere end 200 mg/dl. Det usunde LDL skal være under 100 mg/dl og det sunde HDL over 50 mm/dl. Specielt hos kvinder sænker et højt HDL risikoen for hjerteproblemer. En stigning i HDL på 1 mm/dl sænker risikoen med 3 %.
Dit kolesteroltal skal måles på fastende hjerte. Du kan få det gjort hos din læge eller på en del apoteker.

Sunde ambitioner for 2018? Hjælpen er her!

Måske er du interesseret i...

I FORM anbefaler