kvinde holder kål, styrk dit immunforsvar
3 dage med sunde råvarer...

Mere skal der ikke til for at styrke dit immunforsvar og undgå snot og snue.

© wichmann+bendtsen

3-dageskur: Boost dit immunforsvar med sunde råvarer

Naturen bugner af sunde råvarer, der styrker immunforsvaret. Ved 3 dage i træk at vælge hver eneste råvare med fokus på at styrke kroppen kan du hjælpe den med at holde sygdomme væk. I modsætning til 3 dage med faste eller semifaste slipper du her for at være sulten, og kan du så tilmed få maden til at smage godt, går du 3 skønne dage i møde.

26. oktober 2018 af Martin Kreutzer

3 dage med sunde råvarer styrker dit immunforsvar

Hvad vil det sige at spise sundt?

3 dage med masser af råvarer, der styrker dit immunforsvar.

Fordele ved at spise sundt:

  • Du får lov at spise en masse lækre måltider.
  • Der er ingen sult eller energidyk i løbet af dagen.
  • Kroppen kvitterer spontant med god trivsel.

Ulemper ved at spise sundt:

  • Visse fravalg og vanebrud kan gøre lidt ondt.
  • Familie og venner kan være imod den nye kostplan.
  • For mange vil de sunde råvarer være dyrere end deres sædvanlige mad.

Sådan spiser du sundt i 3 dage

Dag 1

Morgen

Tænk blå bær som solbær, brombær, blåbær og boysenbær ind i din morgenmad. De bugner af antocyaniner, som værner mod mange af de skader fra fx røg og forurening, der belaster din krop. Nyd fx 3-4 dl syrnet yoghurt med 50-75 g blå bær og en lille håndfuld mandler.

Frokost

Er du til madpakke, er der ikke meget, der slår en skive fuldkornsrugbrød med makrel i tomat, en stribe mayonnaise og tilbehør af gnavegrønt som fx blomkåls­buketter, peberfrugter og tomater. Fisken giver dig omega-3-fedtsyrer og D-vitamin, der begge er guf for immunforsvaret.

Eftermiddag

Snup en avocado og en skive groft knækbrød. Mellemmåltidet stabiliserer dit blodsukker og giver kroppen stoffer, der sparker dit immunforsvar til tops.

Aften

Kål er fantastisk. Ud over en bred vifte af plantestoffer, der beskytter kroppen, har kålen bitterstoffer, som muligvis er en smule giftige. Denne lette forgiftning menes at sætte gang i immunforsvaret, så det kommer op i omdrejninger og gør dig stærkere. Spis gerne en kraftfuld salat med 150-200 g kål til kylling, fisk eller skaldyr.

Dag 2

Morgen

Æg er kilde til et væld af styrkende stoffer. Lav fx en omelet af to æg med skiver af tomat ovenpå, og lad den få følgeskab af en skive rugbrød med peanutbutter og solbærsyltetøj.

Frokost

Fyld halvdelen af din tallerken op med kål i alle afskygninger. Ærter og peberfrugt er også godt, men drop iceberg og agurk.

Eftermiddag

Nyd en powersmoothie af bær, banan, juice, mandelsmør og evt. acaipulver. Den stiver immunforsvaret af og giver kræfter til fyraftenstræning, gerne en hård gang intervaltræning. Det får umiddelbart immunforsvaret til at dykke, men kroppen vender stærkt tilbage bagefter.

Aften

Fermenteret kål som fx sauerkraut er guld værd for immunforsvaret. Ud over kålens stærke plantestoffer giver den dig probiotiske bakterier, der bosætter sig i tarmen. Flere eksperter anslår en stærk tarmflora til at tegne sig for 70-80 pct. af immun­for­svarets styrke. Spis gerne fed fisk, fx laks, til din kål.

Sen aften

Forkæl dig selv med koffeinfri kaffe og et par stykker god mørk chokolade. 

Dag 3

Morgen

Pift immunforsvaret op i højeste gear ved at supplere morgenmaden med et krus ingefærte. Ingefær er rig på såkaldte gingeroler, der slår betændelsestilstande ned. Det får dit immunforsvar til at slappe af og forberede sig til kampen mod angreb fra virus og bakterier.

Frokost

Prøv igen at få fed fisk på menuen, godt suppleret af alle de grøntsager, som du kan opdrive.

Eftermiddag

Tag et krus te og en rugbrødsmad/groft knækbrød med smør og honning. Teen er kilde til et væld af antioxidanter, mens brødet giver dig fibre, der nærer tarmens sunde bakterier. Og vælger du koldslynget honning, giver den dig et ekstra skud gode bakterier.

Aften

Det er ikke sikkert, at familien bakker 100 procent op om den nye kostplan, men det behøver ikke at hindre jer i at mødes omkring middagsbordet. Servér en god gang spaghetti med sund kødsovs. Er der godt med tomat, løg og hvidløg i sovsen, er okse­kødet erstattet af kylling, og (en del af) pastaen for dit vedkommende skiftet ud med fintskåret spidskål, får du et fantastisk styrkende måltid.

Sunde ambitioner for 2018? Hjælpen er her!

Måske er du interesseret i...

I FORM anbefaler