D-vitamin: Kvinde nyder solen
Fyld dit D-vitamin-lager op om sommeren

Vidste du, at hele 80 procent af dit D-vitamin-lager kommer fra solens stråler i sommerhalvåret.

© iStock

Få D-vitamin fra solen

Solen er uden sammenligning din bedste kilde til D-vitamin, men på vores breddegrader kan det være svært at få nok. Se, hvordan du tanker optimalt op på solskinnet.

28. januar 2015 af Irene Brøndum

Solen er uden tvivl den bedste kilde til D-vitamin. Det gælder dog kun fra maj til september, hvor blot 10-15 minutters sol dagligt på hud uden solcreme er nok til at fylde dit depot. Faktisk kommer hele 80 procent af dit D-vitamin-lager fra solens stråler i sommerhalvåret, og det kan heldigvis ikke blive overfyldt. Er du ekstra lang tid i solen, omdannes det D-vitamin, du får, nemlig til et helt uskadeligt stof, som udskilles med urinen.

Spørgsmål og svar om D-vitamin via solen

 

Hvor og hvornår får du mest D-vitamin?

Grafen viser, hvor meget D-vitamin du kan producere i huden, alt efter hvor i verden du er. Og hvornår. 70 grader nord er Nordskandinavien. 56 grader nord er Danmark. 40 grader nord er midt i Spanien. 20 grader nord er Afrika. Jo mere sommer det er, jo mere D-vitamin producerer du.

D-vitamin fordelt på breddegrader og måneder
Hvor og hvornår får du mest D-vitamin?

Jo tættere du er på ækvator, desto flere måneder er der mulighed for at producere D-vitamin.

 

Hvor længe skal jeg opholde mig i solen for at få D-vitamin?

Du behøver ikke at ligge og stege på solsengen hele dagen i sommerhalvåret eller på ferien for at få fyldt D-vitamin-lageret. 5-30 minutter er nok. Processen med at danne D-vitamin i huden sker nemlig lynhurtigt. Alt efter din hudtype. Har du typisk vinterbleg skandinavisk hud, går dannelsen af D-vitamin hurtigere, end hvis du er mørklødet eller solbrændt.

Du danner cirka 500 µg D-vitamin i løbet af 20 minutter. Der ryger ikke mere D-vitamin på lager, fordi du ligger der længere. Det er under alle omstændigheder vigtigt at undgå, at huden bliver øm og rød, da det øger risikoen for hudkræft og rynker.

LÆS OGSÅ: Sådan spotter du modermærkekræft

Vent lidt med solcremen

Solcreme med mere end faktor 8 indeholder et filter, der forhindrer dig i at danne D-vitamin. Hvis cremen altså bliver brugt i den rette mængde. Så vent en 20-minutters tid med at smøre et ordentligt lag på.

Polet-vitaminer

Du kan faktisk godt få D-vitamin fra den kunstige sol i form af solarium. Men ligesom i den virkelige sol gælder det om at ramme en balance. Hvis huden bliver branket, øger du din risiko for at få kræft.

Skygge og produktion af D-vitamin
Tjek din skygge og se om du danner D-vitamin af solens stråler

Tjek din skygge, hvis du vil vide, om du kan danne D-vitamin af solens stråler. Hvis din skygge er længere end dig, danner du ingen D-vitamin. 

Kilde: Johan Moan

© Shutterstock
 

Hvordan danner huden D-vitamin, når vi får sol?

D-vitamin er det eneste vitamin, som vores krop selv er i stand til at danne. Det kræver dog lidt hjælp fra solens UV-stråler.

I vores hud findes stoffet 7-dehydrocholesterol helt naturligt. Når vi udsætter vores hud for sollys, nærmere bestemt solen UVB-stråler, omdannes 7-dehydrocholesterol til præ-vitaminet D3. I denne form er D-vitaminet biologisk inaktivt, så kroppen ikke kan udnytte det.

D3-vitaminet bliver via blodet transporteret til lever og nyrer, hvor det bliver omdannet til en aktiv form, som kroppen kan bruge.

I Danmark er solens stråler kun kraftige nok til at sætte gang i hudens D-vitamin-produktion fra maj til september. 

Solens UV-stråler sætter gang i hudens D-vitamin-produktion
Sådan danner kroppen D-vitamin af solen

Kroppen er selv i stand til at danne D-vitamin – men med lidt hjælp fra solens UV-stråler.

 

Hvordan får jeg D-vitamin i vinterhalvåret?

Når sommeren er på retræte, bliver depotet langsomt tømt. Det skyldes, at de såkaldte UVB-stråler, der får huden til at danne D-vitamin, ikke kan nå gennem atmosfæren om vinteren i vores del af verden. I stedet kan du tanke op ved at tage til fx Gran Canaria eller Thailand. Dit feriemål skal nemlig ligge under 40 grader nord for ækvator, før du for alvor får D-vitamin fra solstrålerne. Det er selvfølgelig vigtigt, at du ikke bliver rød. Et godt råd er derfor at lade ansigt, underarme og underben være i solen i blot et kvarters tid, inden du smører et godt lag solcreme på.

Hvis solrejserne skal holde dit vitaminlager fyldt, må du dog af sted mindst et par gange i løbet af vinteren. Men det behøver ikke nødvendigvis at være badeferier, for er du mere til ski, er der også masser af D-vitamin at hente på pisterne. Højden i bjergene øger UV-strålingen, og når sneen reflekterer solen, får du ca. dobbelt så meget UVB-stråling som normalt. I Norge og Sverige er solen ikke kraftig nok selv i højderne, men en tur til Alperne i Østrig og Frankrig er et hit. Jo mere hud du viser frem, jo bedre, så smid endelig lufferne og jakken i frokostpausen.

Tag vinterferie og få tanket op med D-vitamin
Her skal du holde vinterferie for at tanke op på D-vitamin

Det gule bælte viser, hvor i verden du kan få nok D-vitamin fra solens stråler mellem oktober og slut april. Bæltet er endnu bredere, hvis du er oppe i bjergene.

 

Kan jeg få for meget D-vitamin?

Du kan ikke danne for meget D-vitamin i solen, da kroppen er indrettet så smart, at den automatisk går i gang med at nedbryde D-vitamin, samtidig med at den danner det.

Sunde ambitioner for 2019? Hjælpen er her!

Måske er du interesseret i...

Hvor kan du bedst lide at træne?


I FORM anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: