For lavt stofskifte

Lisbeth Hallén var 33 år, da hun fik sit tredje barn. Men nogle måneder efter var hun så træt, at det føltes som en stor præstation bare at komme gennem dagen.

22. januar 2010 af I FORM

Lisbeth Hallén var 33 år, da hun fik sit tredje barn. Både graviditet og fødsel forløb normalt, og alle helbredsmæssige tjek viste, at alt var o.k. Men nogle måneder efter var hun så træt, at det føltes som en stor præstation bare at komme gennem dagen.

Trætheden blev værre og værre. Da juleferien var overstået, var jeg helt færdig. Først troede jeg, at det var på grund af julen, de tre børn, amningen m.m. Længe troede jeg, at det snart ville gå over. Men trætheden forsvandt ikke, og jeg følte mig mere og mere ødelagt. Jeg orkede knapt nok at tage tøj på om morgenen, og til sidst vågnede jeg med tanken: Hvordan skal jeg klare endnu en dag? Jeg var mere træt, når jeg vågnede, end da jeg gik i seng. Omgivelserne opfattede mig som gnaven og kunne slet ikke forstå, at en nybagt mor kunne opføre sig sådan, fortæller Lisbeth.

"Tag dig nu sammen," måtte hun ofte høre, samtidig med at hun ikke længere orkede samvær med familie og venner.

Til sidst skete der noget, der fik Lisbeth til at søge læge. Hun var lige kommet hjem efter at have hentet det mellemste barn i børnehaven og var så træt, at hun måtte lægge sig på sofaen. Hun fik sin søn til at lege på sit værelse.

Jeg orkede ikke engang at tage tøjet af babyen. Hun lå stadig i sin barnevogn, og kort efter faldt jeg i en dyb søvn, fuldstændig udmattet. Først efter et par timer vågnede Lisbeth helt fortumlet og forvirret. Det var blevet sidst på eftermiddagen, og hun indså, at der var noget helt galt med hende. Hun ringede til lægen, som anbefalede hende en speciallæge, hun straks skulle kontakte. Lægekarrusellen gik i gang med blodprøver, der viste, at der ikke var noget galt, og besøg hos speciallæger, uden resultat. Hos sin egen læge fik hun taget en stofskifteprøve.

Inden jeg fik svar, gik der ti rædsomme dage med venten, hvor jeg næsten fik overbevist mig selv om, at jeg havde en svulst i hjernen. Jeg sad på legepladsen med mine børn og græd og tænkte: "Det her har jeg ikke chancen for at opleve mange gange mere."

Så da lægen ringede og fortalte, at Lisbeth led af for lavt stofskifte, følte hun sig straks meget lettet.

Bare det at få at vide, hvad jeg fejlede, var en kæmpestor psykisk lettelse, der gjorde, at jeg straks fik det bedre. For folks attituder og al snakken om indbildning var efterhånden ved at være ret anstrengende. Det gør, at man til sidst selv er lige ved at tro, at det hele er indbildning.

Lisbeth fik medicin og fik det bedre efter et par uger, selv om trætheden stadig kom og gik i bølger.

Men nu havde omgivelserne fået bekræftet, at jeg faktisk var syg. Jeg havde lov til at være træt og kunne derfor håndtere trætheden på en god måde. Da sommeren kom, havde jeg det godt, og kontrasten til min sygdomsperioden blev endnu større.

Efter sådan en omgang får man dobbelt så mange kræfter i en periode, derefter stabiliserer energien sig, og livet bliver normalt igen. Det var bare ærgerligt, at det tog så lang tid at få den rigtige diagnose.

Sunde ambitioner for 2019? Hjælpen er her!

Måske er du interesseret i...

Hvor kan du bedst lide at træne?


I FORM anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: