Er du vild med italiensk mad, kan du roligt glæde dig til denne uge, hvor vi har fyldt menuen med lækre italienske råvarer som pasta, tomater, parmesan og oliven.
Vi lægger ud med en skøn spaghetti carbonara, der er rig på smag men lettere og sundere end den originale version. Her bruger vi nemlig fuldkorn, kalkunbacon og forårsløg.
Linjen fortsætter vi med en lækker svamperisotto lavet på speltkerner, broccoli og masser af svampe. Onsdag og torsdag byder vi på klassikere fra det italienske landkøkken; en vegetarisk suppe med sortkål og hvide bønner samt pasta med tun, kapers og oliven.
Hvis du sidder og spekulerer på, hvor pizzaen bliver af, så serverer vi den i en superlet version med færdige tortillabunde, når weekenden nærmer sig. Tortillabunde kan ikke trække så meget fyld, så spis dem evt. med en stor grøn salat on the side.
Skal du have gæster i weekenden, skal de heller ikke snydes. Derfor får du også en opskrift på en lækker kylling saltimbocca med kartofler og ovnbagte tomater med pesto. Den tager lidt tid at bikse sammen, men er alle minutterne værd. Velbekomme!
Ugens tip
Servér sundere pasta ...
… med flere fuldkorn. Hvis du vælger fuldkornspasta frem for den almindelige, hvide pasta, får du tre gange så mange kostfibre. Dermed bliver du mæt i længere tid samtidig med, at du styrker din fordøjelse.
… med færre kalorier. Servér grøntsagsspaghetti i stedet for almindelig pasta, og få et minimum af kalorier. Brug fx squash, gulerødder, rødbeder og kinaradise, som du laver lange strimler af enten med en såkaldt spirelli eller et rivejern.
I FORMs madplan giver inspiration til hverdagsmenuen
Hver uge serverer vi 5 sunde aftensmads-opskrifter, der er udvalgt efter principperne herunder. Du får også en bonusret til weekenden.