Hvis man skulle havne på en øde ø og kun måtte tage én råvare med, ville kartoflen være et rigtig godt bud. For få madvarer mætter så godt som kartoflen, samtidig med at den har utallige anvendelsesmuligheder og rummer både vigtige vitaminer og mineraler.
Vi sætter kartoflen på menuen netop her i uge 42, hvor mange skolebørn har efterårsferie. Ferien, der tidligere blev betegnet som kartoffelferien, blev indført for at børnene kunne blive hjemme fra skole og hjælpe med at få markens knolde i hus.
Har du hjemmeboende børn, slipper de sikkert for markarbejdet, men så kan de jo passende give et nap med i køkkenet ...
Ugen byder bl.a. på kartoffelsuppe, sprøde rösti og en lækker mos. Lørdag er der kartoffelpizza med gedeost på menuen. Den markante ost skiller ofte vandene, og er du og familien ikke så begejstrede, så brug parmesan i stedet, og servér gerne en god salat til. Velbekomme!
Ugens tip
6 fif til kogte kartofler
Alle kan finde ud af at koge kartofler, men med de disse tips bliver de lige en tand bedre:
Kog kartoflerne med skræl, så bevarer du flest næringsstoffer og mest smag.
Undgå at skære de store kartofler over – de mister smag. Kog i stedet alle kartoflerne hele, og fisk de små op af vandet før de store.
Dæk lige akkurat kartoflerne med vand og så heller ikke mere.
Smid et par kviste dild eller løvstikke i kogevandet – det giver god smag.
Læg låg på gryden, og lad kartoflerne simre, ikke bulderkoge.
Brug en kødnål til at mærke, om kartoflerne har fået nok.
I FORMs madplan giver inspiration til hverdagsmenuen
Hver uge serverer vi 5 sunde aftensmads-opskrifter, der er udvalgt efter principperne herunder. Du får også en bonusret til weekenden.