Uanset, om du har været en tur sydpå i din ferie eller ej, behøver du ikke at undvære den lækre Middelhavsmad, som eksperter gang på gang kårer som verdens sundeste køkken.
Indrømmet! Når man er på ferie, smager maden altid bare lidt bedre, men selv om du befinder dig på de hjemlige breddegrader, kan du sagtens servere lækre retter inspireret af det sunde Middelhavskøkken.
Masser af grøntsager, fisk, skaldyr, olivenolie, bælgfrugter, hvidløg og nødder er hjørnestenene i den sydeuropæiske kost, og det er råvarer, som ikke mindst dit hjerte, kredsløb og blodtryk er begejstrede for.
Vi har derfor proppet ugens madplan med sydeuropæiske godter og hældt et godt stænk olivenolie ud over dem alle. Du skal bl.a. have græske frikadeller, en spansk tortilla med peberfrugt og oliven samt en lækker paella fyldt med skaldyr, hvidløg og grøntsager.
Weekend-opskriften har vi også hentet inspiration til i Middelhavskøkkenet, nemlig en lækker artiskokhumus blendet med hvide bønner, olivenolie og hvidløg. Servér et godt, groft brød til.
Velbekomme!
Ugens tip
7 sunde byttehandler – inspireret af Middelhavskøkkenet
Dyp brødet i olivenolie fremfor at komme smør på brødet.
Brug en krydret olie-eddike-dressing fremfor dressing med creme fraiche.
Byt bearnaisesauce og brun sovs ud med tzatziki, hummus eller pesto.
Udskift bacontern i salaten med nødder, kerner, avokado eller oliven.
Skru op for flere grønsager – på grillen, i ovnretter, i salater og i sammenkogte retter – og skru i stedet ned for de hvide ris og pastaen.
Spis mere fisk og skaldyr, bønner og linser – og mindre kød.
Skift flødeis, slik og kage ud med friske bær, melon, mandler og frugt.
Kilde: Hjerteforeningen
I FORMs madplan giver inspiration til hverdagsmenuen
Hver uge serverer vi 5 sunde aftensmads-opskrifter, der er udvalgt efter principperne herunder. Du får også en bonusret til weekenden.