Uge 28

Ud i det blå med grøn mad

Når solen skinner, vil vi ud og nyde det gode vejr – gerne med en madkurv under armen.

Vi har derfor fyldt ugens madplan med sunde og lækre retter, der er nemme at tage med på tur – uanset om udflugten går til stranden, skoven eller blot ud på et tæppe i haven eller den lokale park.

I madpakken kunne der fx være lækre avocadosandwiches med kylling og pesto, eller praktiske tunfrikadeller med gnavegrønt, der let kan spises med fingrene. Du får også opskriften på en mættende pastasalat med grillet kylling, spidskål, hindbær og mandler. Her vil det være en god ide at tage hindbærrene med i en separat bøtte og så vente med at drysse dem over salaten til, I skal spise.

Ugens weekendopskrift er de altid populære pølsehorn, som tilmed også er supernemme at lave.

Tag maden med i en køletaske, så den holder sig frisk. Er I på tur i længere tid, kan køletasken formentlig ikke holde maden kølig hele dagen. Indstil dig derfor på, at den mad, der ikke spises på turen, skal smides ud. Prøv at være realistisk med mængderne, så I undgår madspild.

3 TO-GO-TIPS:

  • Pak køletasken med frosne køleelementer i bund og top. Sørg for, at de ikke rører direkte ved madvarer, der kan få frostskader.
  • Sørg for, at madvarerne, som du pakker ned, er kolde.
  • Stil tasken så køligt som muligt; i skyggen, eller i træk og evt. med et fugtigt klæde over.

Er vejrguderne ikke med os, eller skal du af andre grunde ikke ud på tur, så smager ugens seks retter heldigvis lige så godt derhjemme. Velbekomme!

Foodplan concepts background

I FORMs madplan giver inspiration til hverdagsmenuen

Hver uge serverer vi 5 sunde aftensmads-opskrifter, der er udvalgt efter principperne herunder. Du får også en bonusret til weekenden.

Max 30 min. 
tilberedningstid
Max 600 kcal pr. 
måltid
Fisk eller skaldyr 1 gang om ugen
Vegetar måltid 1 gang om ugen
Sunde råvarer