Sommertid er grilltid, og de fleste af os eeelsker at lave mad under åben himmel med familie og venner. Det er hyggeligt, det smager godt, men tager du solbrillerne af og sundhedsbrillerne på, kan du hurtigt få grillpølsen lidt galt i halsen.
Du kan dog tage et stort skridt i den rigtige retning, hvis du lader dig inspirere af denne uges madplan. Her er vi gået en stor bue udenom supermarkedets klassiske grillbakke med bøffer, koteletter og pølser – og dermed masser af såkaldt rødt kød.
I stedet har vi smækket tunbøffer, grøntsager, kylling og jomfruhummerhaler på grillen – mindst lige så lækkert og meget sundere! Til grillspydene, som vi serverer tirsdag, foreslår vi, at du serverer en stor salat ved siden af og måske et godt, groft brød. Er der plads på grillen, kan du også servere grillet spidskål til. Det er både nemt og lækkert. Del spidskålet i kvarte, og lad stokken sidde på. Pensl med olie, og grill 2 min. på hver side. Drys med salt og peber, og servér. Se evt. opskriften her.
Velbekomme!
PS: Er du ikke den heldige ejer af en grill, kan du også bruge en grillpande eller en almindelig stegepande til ugens lækre retter.
Ugens tip
Bytter du to grillpølser ud med et kyllingebryst, sparer du ca. 240 kcal. Og det er ikke den eneste fordel. Som bonus får du også mindre mættet fedt, færre tilsætningsstoffer og flere mættende proteiner.
I FORMs madplan giver inspiration til hverdagsmenuen
Hver uge serverer vi 5 sunde aftensmads-opskrifter, der er udvalgt efter principperne herunder. Du får også en bonusret til weekenden.