Få kosteksperts Christian Bitz's bud på, hvordan man holder vægten på længere udlandsophold.

Hvordan holder jeg mig sund på min rejse?

Jeg skal til udlandet i forbindelse med mit studie. Sidst jeg var afsted, tog jeg otte kilo på, så nu frygter jeg, det samme sker igen. Hvordan klarer jeg at flytte til et andet land og samtidig opretholde min sunde livsstil, så jeg ikke tager på igen?

4. april 2013 af I FORM

I FORMS kostekspert Christian Bitz svarer:

Det kan være vanskeligt at beholde den sunde livsstil, når du rejser til et land, hvor råvarerne og de indarbejdede vaner ikke ligger lige for.

Jeg vil råde dig til at overføre så mange vaner fra Danmark som overhovedet muligt – selvfølgelig med respekt for lokale traditioner, muligheder og måltidsvaner.

Det vigtigste er at spise proteinrigt til alle måltider, fx fisk, æg, kød, bønner, linser og mejeriprodukter. De mætter, holder forbrændingen høj og dæmper sukkertrangen.

Hvis disse proteinkilder er vanskelige at skaffe, så kan du måske springe på en lokal specialitet – fx er spiselige insekter en særdeles vigtig proteinkilde i mange lande.

Grove grønsager mætter også godt og indeholder kun få kalorier. Lad ca. halvdelen af din tallerken til frokost og aftensmad være dækket af grove grønsager.

Frugter og bær er også glimrende til fx morgenmad og mellemmåltider. Spis dem gerne med protein til, fx hummus.

Da det kan være vanskeligere at få fuldkornsprodukter i udlandet, foreslår jeg, at du minimerer det kulhydratrige tilbehør (ris, pasta og hvidt brød) til alle dine måltider og i stedet spiser dig mæt i kød, fisk, bælgfrugter og grønsager.

Er du i et land, hvor kulhydraterne traditionen tro fylder godt ud på tallerkenen, kan du i stedet skippe det meste pasta og ris og erstatte det med en proteinshake.

Det lyder måske restriktivt, og jeg vil da også opfordre dig til at prøve så mange lokale specialiteter som muligt, for via måltiderne vil du få mange minder og oplevelser.

Og der er jo andre ting her i livet end at ærgre sig over et par kilo eller fem for meget på badevægten, når du har fået muligheden for at få en oplevelse for livet. Så jeg vil opfordre dig til at finde en balance, hvor din sunde livsstil ikke går ud over dine oplevelser og livskvalitet under opholdet.

Og så vil jeg opfordre dig til at fortsætte med at være aktiv, så du holder forbrændingen høj og vægten nede, fx ved at løbe.

Sunde ambitioner for 2019? Hjælpen er her!

Måske er du interesseret i...

Hvor kan du bedst lide at træne?


I FORM anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: