Jeg snupper selv en powernap i min bil, hvis jeg har en travl dag. Det renser hovedet og giver energi.

Er det min aftensmad, der stjæler min energi?

Ofte har jeg ingen energi tilbage, når jeg har spist aftensmad, og kan kun lige overskue at smide mig i sofaen, selv om der er en masse praktisk, jeg burde ordne. Spiser jeg mon for meget eller forkert?

19. august 2013 af I FORM

I FORMS kostekspert Christian Bitz svarer

Din mangel på energi kan skyldes, at du spiser for store portioner aftensmad. Kroppen bruger meget energi på at fordøje maden, og du bliver derfor træt. Ofte skyldes de store portioner, at vi spiser for hurtigt. Der går mere end 20 min., før mæthedssignalerne melder sig, og derfor er et af de mest effektive værn mod overspisning at sætte tempoet ned. Det gøres helt enkelt ved at dele måltidet op i mindre retter, fx en salat eller ristet rugbrød med hummus, som du spiser 20-30 min. inden.

Et andet effektivt råd til at undgå portion nummer to er selv at anrette sin tallerken i køkkenet. Hvis du lader gryder og skåle blive i køkkenet, fristes du ikke så nemt, når lysten til mere melder sig.

Det er også vigtigt, at du sammensætter måltiderne i løbet af dagen, så de stabiliserer dit blodsukker og mætter længe. Start morgenen med at spise proteinrigt, fx mejeriprodukter eller æg – og snig også gerne protein ind i mellemmåltiderne, fx nødder. Til frokost og aftensmaden anbefaler jeg at dele din tallerken op på følgende måde: Fyld halvdelen af tallerkenen med grønsager, frugter og bær. Den anden halvdel fylder du med lige dele proteiner og fuldkorn. Den fordeling gør dig mæt og giver god energi til muskler og hjerne.

Et andet tips til at få mere energi om aftenen er at snige en pause eller to ind i løbet af dagen. Jeg snupper selv ofte en powernap på 10 min. i min bil eller et mødelokale, hvis mit program er særligt travlt. Det giver virkelig meget energi lige at få renset hovedet og kroppen med en kort tur på skjoldet!

Din manglende energi kan jo også skyldes, at du simpelthen har haft en lang og travl dag – og dyrket motion efter fyraften? Du er træt – og med god grund! Når trætheden er helt naturlig som her, bør du lytte til din krop og gå tidligt i seng, så du kan vågne stærk og frisk dagen efter. Alt for mange nedprioriterer søvn, hvilket gør det vanskeligt at opretholde en sund livsstil.

Sunde ambitioner for 2019? Hjælpen er her!

Måske er du interesseret i...

Hvor kan du bedst lide at træne?


I FORM anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: