Kvinde holder om sin mave
Vær god ved din mave og få langt større velvære. © iStock

5 gode grunde til at forkæle din mave

Forkæl din mave og forebyg alvorlige sygdom, styrk dit immunforsvar - og meget andet.

1. marts 2010 af I FORM

1. Du forebygger alvorlige sygdomme

Din mavesundhed betyder en hel del for din evne til at forebygge, at din krop bliver ramt af alvorlige sygdomme som kræft, hjerte-kar-sygdomme og sukkersyge. Ny forskning viser, at den slags sygdomme ofte opstår på grund af betændelsestilstande, der skader vævet i kroppen. En god fordøjelse forebygger den slags betændelse effektivt.

Lige så vigtigt er det, at fordøjelsen er med til at sikre, at maden ikke opholder sig for længe i tarmen. Det betyder, at de usunde stoffer, der kan være i din mad, fx tungmetaller, ikke kan nå at vandre ud i blodet. Samtidig er en sund tarm i stand til at genkende skadelige stoffer og sende dem hurtigt ud af systemet igen. Det sænker især din risiko for, at farlige stoffer gør skade i kroppen og giver dig kræft i mave-tarm-kanalen.

2. Du styrker dit immunforsvar

80 procent af dit immunforsvar sidder i tarmen, og derfor er den din krops vigtigste værn mod de skadelige bakterier og virus, du kan blive udsat for. En sund tarm kan ganske enkelt være forskellen på, om du bliver alvorligt ramt af fx en salmonella- infektion, eller om du bare får lidt kvalme. Det skyldes, at et sundt tarmsystem indeholder masser af mælkesyrebakterier, der er i stand til at uskadeliggøre bakterier, der kan være årsag til sygdom – ikke bare mavesygdomme, men også forkølelser og den slags.

Disse venlige bakterier optager i bogstaveligste forstand pladsen i tarmen, så de sygdomsfremkaldende bakterier ikke kan få plads til at trives og formere sig.

Drømmer du om færre sygedage og et stærkere immunforsvar? Så skal du bare spise disse 8 råvarer.

3. Du får mere ud af den sunde mad

Der er ikke meget ved at sætte tænderne i den ene sunde, økologiske grønsag efter den anden, hvis din krop slet ikke formår at optage de livsnødvendige vitaminer, mineraler og antioxidanter, de indeholder. Derfor er det værd at huske, at jo bedre din tarm fungerer, jo mere glæde får du af den sunde mad, du spiser.

En velfungerende tarmflora sørger for, at du kan transportere de sunde stoffer fra maden over i dit blod, hvor de skal gøre gavn. Især er det veldokumenteret, at kalcium, magnesium og fosfor er afhængige af en god, sund fordøjelse for at kunne udnyttes optimalt. Kalcium er jo bl.a. vigtigt for dine knoglers evne til at holde sig stærke, mens magnesium gavner dit hjerte.

4. Du holder dig nemmere slank

Er din maves fordøjelse helt i orden, får du let ved at mærke naturlig sult og mæthed. Det gør det langt nemmere for dig at spise tilpas – hverken for meget eller for lidt. Er maven gået i stå, er det derimod vanskeligt at få en fornemmelse af en naturlig appetit- regulering, fordi den gamle, ophobede mad i tarmen forstyrrer.

Med en god fordøjelse undgår du også oppustethed, der jo i sig selv kan få dig til at se langt tykkere ud, end du er. Heldigvis er den mad, der skal til for at skabe en sund tarm, nemlig grove fibre og sunde mælkesyrebakterier, samtidig rigtig gode for den slanke linje. Fibre mætter for et fåtal af kalorier, mens magre mælkeprodukter giver godt med mættende protein.

5. Du får et langt større velvære

Der er ikke noget værre end en overfyldt og oppustet mave. Det går nemt ud over dit humør og dit velbefindende, og det kan føre til forstoppelse, kvalme eller diarré. En oppustet mave opstår ofte, fordi maden ganske enkelt kommer til at opholde sig for lang tid i tarmen, hvor den ligger og gærer og skaber luft. Får du gang i fordøjelsen, vil du få det bedre.

Læs mere: Sådan slipper du for oppustet mave

Sunde ambitioner for 2019? Hjælpen er her!

Måske er du interesseret i...

Hvor kan du bedst lide at træne?


I FORM anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: