I FORMs chefredaktør i 13 år.

Jubilæum: I FORM er 25 år og stærkere end nogensinde

Se lige pigernes store hår. Og en mand i koboltblå gamacher, hvor klam kan man være? Mine yngre kolleger hviner af rædsel over de første numre af I FORM…

3. maj 2012

De store permanentfrisurer, der vælter ud over pandebåndene. Heldragterne til begge køn i pink, mintgrøn og koboltblå. Benvarmerne (som ellers vender stærkt tilbage nu), pastasalaterne, artiklerne om hacky sack og boomerangkast. Og ikke mindst billed- og layoutstilen: Gys og gru!

Jeg griner med, men er også lidt rystet over gensynet. Herregud! Så det så slemt ud – for bare 25 år siden? Normalt er konfrontationen med venners børn den legendariske kilde til undren over, at tiden kan flyve af sted – og en påmindelse om, at man selv bliver ældre. Når der pludselig står en lang ranglet teenager foran én og erklærer, at hun vil læse medicin. For et øjeblik siden stod man og dikkede hende under barnedåben, for at hun ikke skulle give præsten tinnitus med sine skingre rædselsskrig over at få vand i håret.

Men at kigge på gamle blade, man selv har lavet, kan give den samme fornemmelse. For var det ikke bare et øjeblik siden, jeg blev inviteret indenfor i den lille kreds af erfarne bladskræddere, der skulle opfinde Skandinaviens første magasin om sundhed for sunde, raske, yngre, livsnydende mennesker?

Jeg skulle repræsentere både kvinderne og læserne under 25 år. Resten af tænketanken var mænd i deres bedste alder, og tilsammen vidste vi næsten alt om biler, både og bordtennis. Lynhurtigt røg vi ind i et rivegilde om, hvad sådan et blad skulle hedde. “Ny vitalitet”, foreslog en af deltagerne, som også var en varm og passioneret fortaler for artikler om sund og regelmæssig fordøjelse. “Vital”, foreslog en anden, der fabulerede om alle de saftige sexartikler, han forestillede sig i bladet.

Da det fløj ud af munden på mig, at begge navne lød som potenspiller for mænd i panikalderen, blev jeg midlertidigt smidt ud af tænketanken og først lukket ind igen, da bladet havde fået sit endelige navn.

Når man kigger på I FORM i dag, er det ikke til at forstå, at det skulle være så svært at lave et blad om sundhed som den lystbetonede livsstil, der er helt naturlig for så mange af os i dag. Men sådan var det ikke dengang. Da fandtes der næsten lige så mange forventninger til, hvad et sundhedsblad skulle indeholde, som der fandtes læsere. Skabshypokondere glædede sig til at svælge i alverdens livstruende symptomer og alle de piller og operationer, de skulle forlange hos lægen næste gang.

Ude på den meget alternative fløj sad der nogle og håbede på, at I FORM ville blive talerør for en biodynamisk, vegetarisk og asketisk livsstil med byggrød og æbleeddike på dagsordenen. Andre forventede at få et decideret sportsblad i hånden – hvornår ville vi fx skrive om fodbold? Dykkerentusiaster og fleuretfægtere var grædefærdige over, at I FORM ikke kunne skrive stolpe op og stolpe ned om netop deres specialinteresse i hvert eneste nummer.

Jeg var ikke spor bedre end de: Jeg fik plaget mig til at skrive et helt tillæg om bordtennis til det første nummer – og blev derefter rastløs. Var der så mere, jeg kunne glæde mig til? På det punkt undervurderede jeg smitsomheden af den I FORM’ske tankegang. Jeg havde altid spillet bold for at vinde og for at holde fest med vennerne, ikke for min sundheds skyld. Jeg havde heller aldrig spist noget som helst, fordi det var sundt. Når jeg endelig læste en varedeklaration, var det kun antallet af kalorier, som interesserede mig.

At man kunne gøre sin indsats for sin sundhed over en bred kam uden at virke som en fanatisk, dydsiret, irriterende og kedelig person, var en meget ny og fremmed tankegang. I hvert fald når man var ung. Men der gik ikke lang tid, før jeg begyndte at tænke væsentlig mere over, hvad jeg spiste og drak, investerede i det første par mintgrønne benvarmere og fik en racercykel i fødselsdagsgave.

Og jeg var ikke alene. I parkerne så man flere og flere barnløse 80’er-par jogge af sted i deres afstemte fritidssæt. Fitnesscentrene blev løbet over ende af en ny type kunder: kvindelige medlemmer, der ikke ville pumpe jern med Arnolds disciple, men have pulsen i vejret til Jane Fondas chicken walk og 80’ernes diskohits. Mon ikke også din træning tog en ny drejning?

I FORM kan naturligvis ikke tage æren for hele denne globale bølge. Men vi var på pletten, da bølgen blev moden til sit eget blad. Og nej, vi vidste ikke bedre. Anede ikke, hvor mange splintrede knæ og skinneben, aerobicens hop ville koste. At pastasalat måske alligevel ikke var verdens sundeste mad. Havde endnu aldrig hørt om tomatens vidunderstof lycopen, de farlige transfedtsyrer og effekten af Zumba.

Når man kigger i de gamle blade i dag, er det let at hovere over alle de råd og budskaber, som ikke holdt stik – fordi vi er blevet så meget klogere siden. Men kan man abstrahere fra dem, fra frisurerne og de oprullede satintights uden på gamacherne og alt det, vi ikke vidste, så har I FORM faktisk lige fra dag 1 været en gedigen inspirator til en kernesund livsstil. En personlig træner og coach, længe før det begreb var opfundet. En værktøjskasse, der i hvert nummer har bugnet af gode råd, programmer, opskrifter og tips til, hvordan man på egen hånd ændrer det sværeste af alt: sig selv og sine indgroede vaner, og erstatter dem med nogle nye og bedre.

Jeg kan bare kigge rundt i redaktionslokalet for at se, hvordan også vi, der arbejder her, har flyttet os. Da jeg efter mange år på andre magasiner vendte tilbage til I FORM, var der vist kun én på holdet, som dyrkede regelmæssig motion. Vi andre var glade kagespisere, der fik behovet for træning så rigeligt dækket ved at skrive om det i bladet.
Kager spiser vi stadig væk, men nu træner vi dem væk – og lever hovedsageligt af svulmende grønsagsbjerge, groft brød og sunde proteiner. Vi har adskillige maratonheltinder iblandt os, dyrker triatlon, crossfit og svømmer, cykler og går.

Her på I FORM’s 25-års fødselsdag er det en fantastisk tilfredsstillelse at kunne konstatere, at jeg er i 25 gange bedre form end dengang. Da kunne jeg formentlig ikke have løbet én kilometer uden at brække mig. I dag nyder jeg at lægge mange kilometer bag mig. Dengang havde jeg permanente spændinger i nakken og holdt smerterne nede med panodiler. Nu kan jeg løfte tunge kufferter og sovende børn, fordi jeg styrketræner, og har aldrig brug for panodil. Min stresstærskel er markant højere, fordi jeg har fået tillid til min egen krop og kender dens grænser.

I dag er jeg stolt over alt det, den kan – og hver dag lykkelig over, at jeg med I FORM’s hjælp knækkede koden: Fandt lysten og glæden ved at leve sundt – i en sådan grad, at jeg er helt sikker på, at jeg aldrig, aldrig vil udsætte mig selv for at slippe den igen. Og samme sang hører jeg jo fra mange af jer, der læser bladet. Om jeres forvandlinger, små og store. Om glæden ved at kunne tage ansvaret for sin egen krop og sit eget velvære. Om milepæle, I har nået, om beslutninger og forsætter, som I helt sikkert må kæmpe med, men før eller siden gennemfører. I har en vidunderlig selvironi, når I fortæller om jer selv og jeres genvordigheder på vej mod målet, men tag ikke fejl: I er dødseriøse og målrettede, og det har vi respekt for – og taget konsekvensen af.

I det hele taget er I gjort af et specielt stof – og en fornøjelse at lave blad til. Selv om det kræver, at vi lægger os i selen hver eneste dag for at kunne leve op til jeres forventninger. Når damebladene følger trenden og satser på kortere, hurtigere og lettere underholdning, kræver I det modsatte af os: større troværdighed, dybde og indsigt i de ofte yderst komplicerede biokemiske processer, der foregår i jeres kroppe. I vil have ren besked om, hvordan en papaja kan gavne jer, og hvordan motion modvirker brystkræft og depression. I vil have konkrete redskaber, programmer og opskrifter, så I kan alting selv og yderst sjældent får brug for læger og andre autoriteter. I vil selv være hovedpersonen i bladet – og jeg kan ikke komme i tanke om nogen, vi hellere vil skrive om!

Jeg håber på, at vi kan blive ved at mødes på denne måde i rigtig mange år fremover. Også selv om vi om fem, 10 og 15 år vil stå og fnise over, hvor fuldstændig tåbelige både vi og bladet så ud i 2012 – og alle de fremskridt, vi endnu havde til gode.

Sunde ambitioner for 2019? Hjælpen er her!

Måske er du interesseret i...

Hvor kan du bedst lide at træne?


I FORM anbefaler

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: