Så er det lige præcis dig, der har allermest brug for at læse tage på spaophold! Et spaophold spreder velgørende ringe omkring sig, længere end du tror!
Hele mit nyudviklede moderinstinkt stejlede, da jeg første gang var ude at flyve med min spæde datter og lyttede til stewardessens sikkerhedsinstruktioner over højttaleren: Hvad var det egentlig, hun sagde? At jeg - hvis lufttrykket i kabinen faldt - skulle tage min egen iltmaske på først og derefter hjælpe mit barn? Hvordan kan man sige det til en mor, der som de fleste forældre er programmeret til at sætte sit barns behov over sine egne?
Men selvfølgelig var det et rigtigt godt råd: Hvis jeg nåede at besvime af iltmangel, mens jeg fumlede med datterens maske, ville jeg ikke kunne hjælpe hende, når der for alvor blev brug for det. At være sine børns mor (eller far) for fuld skrue kræver i høj grad, at man investerer i sin egen sundhed for at kunne stå distancen.
Så jo mere man tænker over det, og jo bredere man fortolker det, jo visere er princippet bag rækkefølgen med de famøse iltmasker. Samme princip kan overføres til en række andre situationer i kvinders liv: Hvis vi blev bedre til at prioritere vores egne vitale behov, ville vi også blive endnu bedre, sjovere, mere sprudlende og veloplagte til at tage os af alle de mennesker og udfordringer, der betyder noget for os. Børn, kærester, forældre, arbejdsgivere, vennekreds dem alle sammen.
Ansvarsfølelse er i langt de fleste sammenhænge en positiv egenskab. Hele samfundet ville bryde sammen, hvis vi ikke havde den og alle melede deres egen kage.
Men den kan også være livsfarlig for os selv, fordi den aldrig holder fri: Andres behov ender med altid at skubbe dine egne til side. Og hvis man er inkarneret multitasker med mange bolde i luften på én gang, sådan som mange kvinder er det, kan der aldrig opstå spontane pauser til én selv.
Flere og flere sundhedseksperter, fra psykologer til læger, er alvorligt bekymrede over, at mange har så meget andet at nå og så dårlig samvittighed over at gøre noget godt for sig selv, at de ikke engang får holdt små pauser i dagens løb. Hvis man hele tiden bliver afbrudt, slukker ildebrande for andre og servicerer dem i stedet for at arbejde sig hen mod sit eget mål, vil ens hjerne have svært ved at finde hvile, selv når man sover. Den vil udskille mere stresshormon, der får blodsukkeret til at sige, og det øger på lang sigt risikoen for sukkersyge, hjerte- karsygdom, svigtende hukommelse, depression og udbrændthed og vil bl.a. udmønte sig i et ekspanderende taljemål, fordi stresshormonerne lejrer fedt om livet på dig.
Går du fuldstændig omkuld fredag aften og ofte starter din ferie med at blive syg, er det et vink om, at du kører dig selv for hårdt.
Mobiltelefoner og Internet har gjort det lettere at nå os døgnet rundt - og sværere for os at holde fri, når vi på papiret har det. Nye undersøgelser viser desuden, at stadig flere af os egentlig står til rådighed for vores arbejdsplads i ferien. Det er ikke så sært, at stadig flere klager over langtidsstress og udbrændthed.
For at bryde den onde cirkel er det tvingende nødvendigt indimellem at gøre noget, som man bare har lyst til. Fx gøre absolut ingen ting nogle gange hver dag i stedet for at præstere noget nonstop. Eller tage på spa en hel dag eller flere. Holde sine ferier helhjertet. Sørge for at få sund mad at spise. Tilstrækkeligt med søvn. Rørt sin krop på en måde, som man kan lide - ikke som pligt eller som straf for at have spist for meget chokoladekage, for så er det bare endnu et punkt på stresslisten, der skal overstås.
For at få fuldt udbytte af mig-tiden er det vigtigt, at du bevilger dig den uden at have dårlig samvittighed. Sætter plads af til den i kalenderen - og holder bomfast i denne aftale i stedet for at sælge ud af den, fordi sønnens fodboldhold endnu en gang mangler en chauffør, eller fordi din mand havde glemt, han skulle i byen med drengene. Andre må træde til, mens du lader op til din næste tørn.
Og lad nu være med at forsøge at kompensere på forhånd på grund af samvittighedskvaler. Har du besluttet at tage på spa med veninden, skal du ikke ligge vandret uger op til for ikke at overbelaste kolleger eller familie. Og tænk ikke engang på at fylde køleskabet op med sunde lækkerier af skræk for, hvad mand og børn ellers kan finde på at spise, mens du er væk. De klarer sig. Det kan fx nemt kræve en hel dag ekstra på spa at få skuldrene ned efter sådan en slutspurt for overhovedet at komme af sted.
Hverdagens, ugernes, månedernes og årets små pusterum er lige så vigtige at respektere som det halvårlige eftersyn hos tandlægen (nå, det havde du måske lige udskudt?), at dyrke motion og spise fornuftigt.
Så gentag for dig selv: Det er livsvigtigt, at jeg passer på mig selv og gør noget, som jeg virkelig har lyst til. Det er livsvigtigt, at jeg passer på mig selv og gør noget, som jeg virkelig har lyst til ... lige til du er overbevist!
Træningsmakker FW Frb/Nørrebro
24. maj - 23:54 |
24. maj - 20:41 | Sund vægt
24. maj - 20:16 | Kost og træning
23. maj - 15:09 | Sund vægt
24. maj - 20:41 | Sund vægt
23. maj - 13:47 | Kost og træning
21. maj - 11:59 | Løb
Er du så stresset, at du absolut ikke har tid til at ...
Et spa-ophold skal være totalt tvangsfrit. Det skal gøre ...
Er du så stresset, at du absolut ikke har tid til at ...