Lisa, 41 år: Jeg lever et luksus-singleliv

I 19 år har Lisa haft den samme kæreste. Hvor andre par efter så mange år for længst ville have fejret kobberbryllup og have tre konfirmerede børn, lever Lisa og hendes kæreste stadig hver for sig. De har selv valgt at være weekendkærester.

Jeg føler, jeg har en priviligeret tilværelse, en slags luksus-singleliv. Jeg har tiden alene, hvor jeg selv kan bestemme. Men det betyder ikke, at jeg er ensom. For jeg har et forhold, og jeg ved, at jeg til hver en tid kan køre ind til ham. Og vi ringer sammen flere gange dagligt. I al den tid, vi har kendt hinanden, har vi boet hver for sig og for det meste kun set hinanden i weekenden og ferierne.

Det er ikke sådan, at vi ikke MÅ se hinanden på hverdagene. Vi tager af og til til middage eller fødselsdage hos familie og venner i ugens løb eller går i biografen. Men så ses vi måske først om søndagen.

Der er mange fordele ved at være weekendkærester. Jeg kan gøre præcis, hvad jeg vil på hverdagene. Hvis det hele flyder derhjemme, og jeg ikke gider rydde op, så kan jeg bare vente til i morgen, jeg skal ikke tage hensyn til andre end mig selv. Jeg bestemmer også selv alting. Fx hvordan mit hjem skal indrettes og hvilke billeder der skal hænge på væggen.

Han skal heller ikke tage hensyn til mig. Fx kan han holde fodboldaftener med vennerne og sidde og huje og drikke og te sig tosset, uden at jeg skal føle mig generet af det.

Jeg gør altid lidt ekstra ud af mig selv, når vi ses

Noget af det bedste er, at vi når at savne hinanden i ugens løb. Selvfølgelig er det ikke sådan, at vi kaster os skrigende om halsen på hinanden, når vi ses.

Men netop fordi vi ikke når at blive hverdag for hinanden, gør vi stadig meget ud af det, når vi ses.

Når jeg kommer hjem til ham, har jeg altid gjort lidt ekstra ud af mig selv. Og han byder mig velkommen med en drink, har lavet lækker mad og nusser om mig.

Den tid, vi er sammen, hygger vi os ét hundrede procent - også selv om vi laver noget hver for sig. Som regel er rengøring og tøjvask klaret, inden vi ses. Så bortset fra det rent praktiske med at man betaler to af hver ting, og at man ikke har sine ting hos sig, når man er hos den anden, kan jeg ikke se nogen dårlige sider ved forholdet.

Men sådan har det ikke altid været, det tog tid at nå så langt.

Jeg var 21, da vi mødtes - han var 38

Da vi mødtes, var jeg meget ung og uprøvet. Og jeg forelskede mig i en erfaren og voksen mand, der havde været gift to gange og var far til to børn. Han var 38 år, og jeg var 21.

Jeg kommer selv fra en kernefamilie og havde altid været overbevist om, at jeg selvfølgelig skulle giftes, få børn og leve et familieliv.

Men han gjorde det klart, at skulle det være far, mor og børn, så skulle det ikke være med ham. Dengang vidste jeg ikke, at det skulle vare 19 år.

De første år var svære for mig. Jeg var meget jaloux for jeg vidste aldrig, hvornår vi skulle ses, eller hvad han lavede, når vi skiltes. Det var mig, der savnede, og mig, der sad ved telefonen og ventede. Og fordi jeg var så ung, turde jeg ikke stille krav til ham af frygt for at skubbe ham fra mig.

Som 25-årig rejste jeg et år til England. Han blev utroligt overrasket, da jeg fortalte ham, at jeg rejste. Det var første gang, han fandt ud af, at han faktisk kunne miste mig.

Mens jeg var væk, skrev han nogle gode breve. Og vi savnede hinanden. Så da jeg kom hjem, troede jeg, at nu skulle vi det hele. Flytte sammen, giftes, have børn. Men han gjorde det stadig klart, at det var han ikke parat til. Og jeg holdt fast ved ham.

I dag ville et barn vende op og ned på det hele

Vi har aldrig planlagt eller aftalt, at vi skulle leve i et weekendforhold. Sådan har det bare udviklet sig. Og i dag har vi det fantastisk godt med det. Det eneste kritiske punkt har været spørgsmålet om børn.

Jeg har hele tiden ment, at børn er så stor en beslutning, at man skal være fælles om den. Så selvom jeg ved, at han ville gå med til det, hvis jeg virkelig insisterede, er det aldrig blevet til noget.

Det er så mit eget valg. Og jeg ønsker åbenbart ikke børn stærkt nok. I dag kan jeg ikke forestille mig at få et barn, der vil vende op og ned på det hele. Når man har boet alene så længe, bliver man nok noget egoistisk. Et barn passer ikke særlig godt ind i vores tilværelse.

Man skal kunne trives med at være alene

Jeg tror ikke, at alle ville egne sig til at være weekendkærester. Det kræver, at man kan være alene, det kræver modenhed, og det kræver, at der ikke er nogen jalousi.

Man skal være trygge ved hinanden, have tillid og respekt for hinanden. Og det tager tid at opbygge den form for ro og tillid.

I starten vil der altid være en af parterne, som savner mere end den anden, og som ikke kan holde ud ikke at vide, hvad kæresten foretager sig, når man ikke ses.

Og så kræver et weekendforhold selvfølgelig også, at man er villig til at undvære børn.

Man skal også vænne sig til at have nogle gode svar parat, når folk spørger, hvorfor man ikke er gift eller bor sammen. Jeg tænker tit, at jeg jo lige så godt kunne spørge "hvorfor er I gift, når man kan se, at I ikke har det godt sammen?" eller "hvorfor har I børn, når I aldrig har tid til at være sammen med dem?"

Vi er stadig utroligt glade for hinanden. Folk kommenterer det tit. Det kan ses på os. Og det skyldes nok, at vi ikke er sammen hver dag og ikke har de irritationsmomenter, som hverdagen så ofte kan rumme. Det lyder måske meget rosenrødt. Men det har også taget 19 år at udvikle.

Af Kirsten Ahlburg