Mindful eating -  Lær hvordan du kan nyde maden mere og samtidig spise mindre med mindful eating.
Mindful eating

 Lær hvordan du kan nyde maden mere og samtidig spise mindre med mindful eating.

7 teknikker til at spise dig slank

Fokus på maden med mindful eating får kiloene til at slippe. Se hvordan du kan lære at nyde maden mere OG spise mindre med mindfulness.

18. september 2016 af I FORM

Når vi spiser for meget, ryger der også for mange kalorier indenbords, og vægten stiger. På de følgende sider kan du lære, hvordan du spiser mindre - uden at lide afsavn.

Tricket er at spise med mindfulness, og gevinsten er, at du taber dig. Her får du syv teknikker, der giver dig mere nydelse og færre kalorier - på en gang.

1. Slut med den unødvendige spisning

Øvelsen: Med meditation skal du nu iagttage din spisetrang - uden at reagere på den. Mediter på din trang til at spise i situationer, hvor du egentlig ikke er fysisk sulten.

Sådan gør du: Gentag ordet "spisetrang" inde i dig selv for at vende din opmærksomhed mod trangen til at spise, uden egentlig at være sulten. Læg mærke til, hvor og hvordan i kroppen du mærker trangen. Accepter nu, at spisetrangen er der - uden at forholde dig til, om du synes om den eller ej. Uanset hvad du gør, undgår du ikke at blive meget opmærksom på, at det er et bevidst valg og ikke bare noget, der sker for dig.

Gevinster: Jo mere du øger opmærksomheden, desto mere vil du opleve, at du kan bestemme over spisetrangen.

2. Spis, når du spiser

Øvelsen: Gør det til en vane udelukkende at spise, når du spiser. Mange spiser, mens vi taler med andre, mens vi ser tv. foran computeren etc. Det får os til at spise mere, end vi har brug for.

Sådan gør du: Sluk for mobil, tv og computer. Koncentrer dig i stedet om at være til stede ved måltidet.

Gevinster: Du nyder maden meget mere og du opdager hurtigere, hvornår du er mæt.

3. Spis ikke op af pligt og vane

Øvelsen: Gør som børn - stop med at spise, når du ikke længere er sulten.

Sådan gør du: Når du mærker, at du ikke er sulten længere, så stop med at spise - uanset hvor meget der er tilbage på din tallerken. Fjern den eventuelt fra bordet, så du ikke spiser op af gammel vane.

Gevinster: Du afliver en gammel og uhensigtsmæssig vane og du lærer at lytte til dig selv.

4. Spis langsommere

Øvelsen: Sæt tempoet ned, når du spiser og fokuser på hvert sanseindtryk.

Sådan gør du: Nyd synet, duften, teksturen og lyden af mad i munden. Nyd alle nuancerne i smagsindtrykkene. Der går ca. 20 minutter, fra du har spist en mundfuld mad, til hjernen har registreret det.

Gevinster: Du nyder maden mere. Hvis du er nærværende, når du spiser, mærker du bedre, hvordan din sultfornemmelse bliver mindre.

5. Spis efter din sult

Øvelsen: Du kommer i kontakt med din naturlige sultfornemmelse.

Sådan gør du: Vær opmærksom på at skelne din naturlige, fysiske sult fra stressfulde følelser, der gør dig anspændt og får dig til at spise uhensigtsmæssigt. Tillad dig at blive og være sulten, og lær din sult at kende. Brug sulten som barometer for, hvornår du skal holde op med at spise.

Gevinster: Når du er sulten, smager maden bedre, og du oplever større nydelse. Nydelsen gør dig mæt på en sund måde. Slip den dårlige samvittighed over at spise for meget - nu kender du forskel på naturlig sult og overspisning.

6. Spis og nyd chokolade

Øvelsen: At nyde det usunde uden at spise for meget. Du kan praktisere denne teknik med alt det, som du synes, er særligt lækkert.

Sådan gør du: Når du bliver lækkersulten, så vælg at spise noget chokolade, som du synes smager rigtigt godt. Spis det med nærvær, langsomt og en lille mundfuld ad gangen. Lad hver mundfuld smelte på tungen, inden du synker.

Gevinster: Når vi åbner os for nydelsen i øjeblikket, er vi tilfredse med en mindre mængde af det, vi nyder.

7. Spis meditativt

Øvelsen: At være meditativt nærværende, når du spiser.

Sådan gør du: Læg mærke til alle sanseindtryk ved spisningen. Hvis der dukker andre tanker op i din bevidsthed, så iagttag dem, og lad dem passere og vend dit fokus mod maden.

Gevinster: Du får en bedre fornemmelse af din sult, når du spiser langsommer

Sunde ambitioner for 2018? Hjælpen er her!

Måske er du interesseret i...

Hvilken distance drømmer du om at løbe i år?


I FORM anbefaler