Klædt på til vinterløbeturen

På med løbesko, shorts, sportsbh og en top - og så afsted! Det er supernemt at komme afsted på en løbetur om sommeren, mens en løbetur om vinteren kræver lidt mere udstyr. Se her, hvad du skal gå efter for at gøre løbeturen til en leg.

9. november 2016 af I FORM

1. Undertøj

Dit undertøj skal sidde helt tæt til kroppen, så det kan absorbere sved, transportere den væk fra kroppen og dermed holde dig tør. Hvor kraftigt det skal være, afhænger af temperaturen og af, hvor kuldskær du er.

2. Mellemlag?

Det mellemste lag tøj er det isolerende lag, der skal holde kroppen varm og tage imod fugten fra det inderste lag. Vælg en tætsiddende trøje i svedtransporterende materiale. Mange løbere klarer sig fint uden dette lag.

3. Vindtæt lag

Det yderste lag skal først og fremmest være vindtæt. I stedet for at investere i en tyk vinterløbejakke, som vil være for varm på de milde vinterdage, så køb en tyndere af slagsen og suppler med et lunt mellemlag på de kolde dage.

4. Tights

Benene har som regel kun et lag på om vinteren, til gengæld er det så lidt tykkere vintertights. Spørg gerne i butikken efter nogle, der er vindtætte. Dem vil du elske, når vinden bider i frostvejr!

Lige nu kan du løbe tør og varm gennem vinterkulden med disse lækre løbetights. Få 4 numre af I FORM + løbetights til kun 149 kr.

5. Løbesokker

Vinterløb er ofte lig med våde fødder, så vælg et par løbesokker af uld. De varmer nemlig også, når de er våde. Gå efter en model, der når et stykke op ad skinnebenet, så du undgår kuldebroer på den nederste del af benet.

6. Offroadsko

Et par offroadløbesko med grove knopper og smudsafvisende ydre er nærmest uundværlige for vinterløberen og dig, der elsker at løbe i skoven. Vælg et par, der i opbygningen minder om dine almindelige løbesko.

7. Gaiter

På de sjappede dage kan en gaiter blive din bedste løbemakker. En gaiter er en slags gamache, der forhindrer vand i at trænge ned i dine løbesko fra oven, så dine fødder undgår at blive våde.

8. Løbehue/pandebånd

En løbehue er god til dage med frost eller blæsevejr. 30-40 pct. af din kropsvarme afgives via hovedbunden, så uden hue falder kropstemperaturen. Koger du over med hue, så overvej et løbepandebånd til at skåne dine ører.

9. Løbehandsker

Nogle bruger dem aldrig, andre kunne ikke drømme om at løbe uden. Løbehandsker findes i mange forskellige versioner. Kig evt. efter en model med vindcover, der kan trækkes ud over fingrene og beskytte mod vinden.

10. Pandelampe

Løber du om aftenen eller tidligt om morgenen på små stier, der ikke er ordentlig oplyst med gadebelysning, er en pandelampe uundværlig. Som bonus gør pandelampen dig mere synlig for bilister.

11. Reflekser

Løber du, når det er mørkt udenfor, så husk reflekser. Især når det regner eller sner, er du svær at få øje på i mørket. En refleksvest er perfekt til at lyse op, men refleksbånd på både ben og arme er også gode.

Sådan får du succes med dit løb

Måske er du interesseret i...