De fleste af os bliver motiverede af at få feedback på vores præstationer, og uret kan både fortælle dig om din puls, dit tempo, hastigheden og distancen.

Hvor meget motivation er der i løbeure?

Jeg har hørt mine venner snakke om dyre løbeure med GPS, som om det var den hellige gral. Men betaler det sig virkelig for mig at købe sådan et ur?

19. august 2013 af I FORM

I FORMS motivationsekspert Rikke Rønholt svarer:

Jeg har altid været tilhænger af mottoet: Man skal aldrig gå ned på udstyret! Lige indtil min sponsorkontrakt udløb, og det gik op for mig, hvad udstyret rent faktisk koster! Alligevel har jeg investeret i et ret pebret GPS-ur, da det for mig vitterlig er noget nær den hellige gral. Om du har brug for al teknikken, afhænger af, om du tænder på dingenoter, og af, hvor varieret din træning er.

Hvis du altid løber den samme tur, kan du let holde øje med din udvikling med et alm. stopur. Men hvis du går lidt mere op i din træning og løber intervaller og tempoture, så kan et dyrere GPS-ur fungere godt som din personlige træner. De fleste af os bliver nemlig motiverede af at få feedback på vores præstationer, og uret kan både fortælle dig omkring din puls, tempo og distance.

Nogle mennesker har selv en helt klar fornemmelse af, hvor hurtigt de løber, men for os andre kan det være rart med lidt hjælp og nogle konkrete tal. Hvis du fx synes, intervallerne i dag er enormt hårde, men du kan se, at din puls falder fint og hurtigt i hver pause, så er der ikke noget at være bekymret over. Men hvis du kan se, at du slet ikke kan holde dit normale tempo, er det måske et tegn på, at du er halvsløj, stresset eller stadig for træt fra sidste træning – og at du skal tage den lidt med ro i dag. Så på den måde kan uret være din “second opinion” og hjælpe dig til at lære mere om dig selv.

Jeg vil anbefale dig at købe et GPS-ur, hvis du træner mod et specifikt mål og gerne vil vide, om du kommer det nærmere. Det kan også være, at du løber mange forskellige steder og gerne vil vide, hvor langt og hurtigt du egentlig løber. Mange løbere ønsker også et overblik over, hvor meget de reelt løber på en uge eller måned, og det kan uret give dig. Endelig gør et GPS-ur det muligt at variere din træning mere med fx intervaller og fartleg.

Til gengæld er et løbeur ikke noget for dig, hvis du slet ikke tænker dine ture som en præstation, men mere noget, du gør for hyggens skyld. Måske løber du altid den samme rute med nogenlunde samme intensitet.En intuitiv løber, som løber så langt eller hurtigt, som hun føler for på dagen, har heller ikke brug for et dyrt løbeur.

Sådan får du succes med dit løb

Måske er du interesseret i...