Trykker dine snørebånd et sted på foden, kan du springe et kryds over og i stedet føre snøren et hul videre op i samme side. Så strammer den ikke lige netop dér længere.

Snør dig fri for skader

Snører du dine løbesko rigtigt, minimerer du risikoen for vabler, blå negle, forstuvninger og overbelastningsskader. Få de bedste metoder her!

13. maj 2011 af I FORM

Snørebåndene er en central del af den måde, skoen er konstrueret på, og får du ikke snøren rigtigt på plads, udnytter du ikke sålens støddæmpende effekt, og din fod opnår ikke den optimale skridtafvikling. Det tager kun 10 sekunder at binde båndene rigtigt.

Problem: Hælen glider op af skoen


Brug den: Hvis din hæl let glider op af skoen. Bindingen giver et godt greb om anklen, uden at resten af skoen kommer til at sidde unødig stramt. Modvirker pronation, hvis du har tendens til det.

Sådan gør du: Kør snørebåndene op gennem skoen i et siksakmønster som normalt. Men i stedet for at slutte med en sløjfe igennem de to næstøverste huller laver du yderligere en løkke i øverste hul og krydser snøren over til den anden sides løkke. Træk skiftevis i højre og venstre snøre, til skoen er stram nok. Slut af med en sløjfe.

Problem: Snørerne trykker på vristen


Brug den: Hvis du har en høj vrist, der får snørerne til at trykke på foden.

Sådan gør du: I stedet for at snøre skoen på tværs skal du snøre den parallelt. Så skaber du mere plads til foden. Start i hullet tættest på storetåen, og før snøren direkte op gennem hullet ovenfor. Kryds direkte over foden og ind igennem hullet, før snøren to huller op, og kryds, kør to huller op, og kryds, indtil du når det næstøverste hul. Før den modsatte ende af snøren op gennem hullerne på samme måde. Når du rammer det næstøverste hul, binder du en sløjfe.

Problem: Blå negle


Brug den: Hvis du ofte får blå negle efter en løbetur.

Sådan gør du: Før snøren gennem hullet tættest på din storetå og hele vejen op ad vristen til hullet næstøverst på modsatte side. Hiv 15-20 cm snøre igennem. Snør nu hele skoen med den anden ende af snøren ved først at føre den på tværs og op igennem hullet nærmest lilletåen. Slut bindingen i det næstøverste hul, og bind en sløjfe.

Problem: Bred forfod


Brug den: Hvis du har en forfod, der er markant bredere end din vrist.

Sådan gør du: Fjern snørebåndene, og mål dem. Køb fire snørebånd, der alle er halvt så lange som de oprindelige snørebånd. Snør nu skoene, som du plejer, men brug to snørebånd på hver fod. Så kan du bestemme, præcis hvor stramt du vil snøre på henholdsvis din vrist og din forfod og dermed tillade din forfod mere plads.

Hvis du vil se resultater hurtigt

Måske er du interesseret i...