Kvinde laver yoga i skov
© Jakob Helbig

5 opfriskende grunde til at dyrke yoga i det fri

Ryk din yogapraksis ud i det grønne, og lad den blå himmel, vinden og jorden under dine fødder give dig en helt ny og sanselig oplevelse, som gavner dit sind.

30. august 2016 af Zoe Sys Vogelius & Glenn Kjaer

Farven grøn

Forskning har vist, at det har en positiv effekt på blodtryk og humør at træne i naturen. Det kommer ikke kun af den friske luft og udendørs omgivelser, men også af farven grøn, som har en exceptionelt positiv effekt på krop og sind. Nyd derfor udsigten til alt det grønne, når du dyrker yoga i det fri.

Nyt perspektiv

Når du dyrker yoga, bliver dit syn på verden bogstaveligt talt vendt på hovedet på grund af de mange stillinger, du står i. Det sætter gang i nye tankestrømme i din hjerne, som får dig til at tænke over tingene på en ny måde. Synet af himmel og hav vendt på hovedet kan altså fostre nye og kreative tanker.

God udfordring

Naturens ujævne overflader intensiverer dine yogaøvelser og gør dem mere udfordrende. Kroppens muskler arbejder for at holde kroppen stabil, og din hukommelse og koordinationsevne udfordres. Din hjerne skal nemlig konstant forholde sig til omgivelser som grene, sten og andre ujævnheder.

Friske omgivelser

Når du dyrker yoga indendørs, er det som regel i selskab med en del andre mennesker i et kedeligt lokale. I naturen får du imidlertid helt andre indtryk. Her har du ikke udsigt til andres numser og tæer, men derimod åben himmel, skovbund eller strand. Måske kan du endda dufte græs og blomster imens.

Egne redskaber

Naturen gemmer på mange velegnede træningsredskaber som fx træer og sten. Det kræver måske lidt tid at finde dem, men det at gå på jagt og spejde efter redskaber vil få dig til at slappe af og sætte hjernen i gang. Prøv dig frem, og find sjove alternativer, hvis du ikke lige kan finde den perfekte sten.

Sådan får du succes med dit løb

Måske er du interesseret i...