Hvem er du? Hvordan vil du stå på ski? Her får du de suverænt bedste skisportssteder i verden til 7 typer løbere.
Find dit favoritsted.
Fernie, BC, Canada
Du får mere ud af skiferien i Canada, hvis du er i god form hjemmefra. Om vinteren sner det i månedsvis i Columbia Mountains. I Fernie Alpine Resort sner det normalt mindst én ud af tre dage, men så ligger der også et metertykt tæppe af fnug-let pulversne overalt. Et paradis, hvis ellers benmusklerne er i form til den lårdybe sne. Grantræerne står tæt, og pisterne er smalle, så det kan være svært at finde kræfter nok til en hel dags skiløb. Fernie byder kun på 800 meters faldhøjde, syv lifter og nul angivelser af pistekilometer. Men bare rolig: Skiløbet måles i kvalitet, ikke kvantitet.
Verbier, Schweiz
Leder du efter masser af brede pistekilometer, hvor du stille og roligt kan demonstrere dine bedste blærerøvssving, skal du ikke vove dig til Verbiers fire dale. Her kræver hovedparten af pisterne, at du har teknikken på plads og stål i benbøfferne.
På de gode sneår, hvor alle lifter snurrer, har du ikke færre end 2500 faldhøjdemeter fra toppen af Mont Fort i 3300 meters højde. Summer benene af for megen energi, skal de sorte pister og puklerne undervejs til Tortin nok sætte dem på rigelige prøver. På den store rundtur i Quattre Vallée når du næppe alle skisystemets 98 lifter og 400 km pister, men du bliver garanteret godt træt, uanset hvor god form du er i.
Med Alpernes dyreste liftkort hører Verbier ikke til i discountkategorien.
Avoriaz, Frankrig
Du har garanteret set det klassiske alpebillede af sneklædte træhuse, der ligger diskret på bjergplateauet, mens den hestetrukne kane transporterer smilende gæster rundt i byens bilfri gader. Gaab, ikke sandt. Men faktisk findes der ét sted, der lever op til postkortidyllen, nemlig Avoriaz. Idyllen og roen er essensen i Avoriaz. Det totale fravær af biler giver en meget afslappet atmosfære og frem for alt et særdeles familie- og børnevenligt miljø, hvor du aldrig behøver bekymre dig om juniors sikkerhed i trafikken. Tværtimod har du praktisk talt hele børneskiskolen liggende midt i byen, så du jævnligt kan checke, om alt er i orden.
Selve skiløbet i Avoriaz hører ikke til Alpernes mest udfordrende, men heldigvis er området en del af det enorme Portes du Soleil liftsystem. Det breder sig langt ind i Schweiz, og med sine 215 lifter og 650 km pister hører det til Alpernes største. Fra Chavanette-toppen tager udsigten mod Schweiz garanteret pusten fra dig, og drejer du blikket tilbage mod Frankrig, ligger en af verdens sværeste pukkelpister, Le Mur, og griner dig op i ansigtet. Med andre ord kan du også få pulsen og adrenalinpumpen i vejret, hvis familiehyggen bliver for meget af det gode.
Sälen/Lindvallen, Sverige
Som et af Nordeuropas største skisportscentre er Sälen/Lindvallen blevet utrolig populært som familieområde. Det er Sveriges største skiskole, der sørger for undervisningen, og det tiltrækker mange børnefamilier. De fleste bor i hytter og laver maden selv, på trods af at der ikke mangler restauranter.
Sälens fire skianlæg ligger tæt på hinanden, og bjergene er maksimalt udnyttede. Her bliver 99 pister betjent af hele 60 lifter. Og med kunstsneanlæg er der snegaranti fra november til maj. De enkelte pister bliver sjældent mere anstrengende, end at de kan overstås i ét langt stræk, fordi den maksimale faldhøjde er 365 meter, og fordi området ikke ligger særlig højt over havets overflade.
Meribel Mottaret, Frankrig
Ønsker du lange dagture, hvor du kun undtagelsesvist havner på samme pist mere end én gang, bør du vælge et af verdens største sammenhængende skiområder, Les Trois Vallée. I Meribel Mottaret bor du midt på pisten i 1700 meters højde med direkte adgang til 600 km pister. Herfra glider du ned til liften, som hurtigt fører dig videre til enten fashionable Courchevel i 1850 meter eller fryseboksen Val Thorens på 2300 meter. De fleste pister hører til i den kraftbesparende ende, og der er god plads til sving på de brede boulevarder. Sats ikke for hårdt på afterski og natteliv. Lige på det felt lader Meribel Mottaret meget tilbage at ønske.
Tignes, Frankrig
Hvor finder du et hundrede procent snesikkert skisportssted, som aldrig lukker? Har du først besøgt Tignes i de Franske Alper, kender du svaret. I vintermånederne er Tignes egne pister forbundet til dem i nabobyen Val dIsère, og tilsammen kan de mønstre over 300 km af slagsen. Val Claret, hvor de fleste bor, ligger helt oppe i 2100 meters højde. Alligevel er der temmelig langt til toppen af skiområdet. Udråbt af mange til at være Savoyens bedste skiområde bugner Tignes af cruiserpister, pukler og offpist. Næsten alt ligger over trægrænsen, så det kan være svært at hitte rundt, når skyerne sænker sig i bjergene. I solskin kan anbefales ture til Fornetskoven, der har et fantastisk skovskiløb.
Wagrain, Østrig
Det er ikke tilfældigt, at begyndere og hyggeløbere elsker idylliske Wagrain. Blødere pister og bedre terræn til karrierens første slalomsving skal du lede længe efter. Her er det faktisk muligt at lave en skiudflugt i et område, hvor hele familien kan følge med uden problemer. Vær dog forberedt på, at området ikke hænger helt sammen. Af og til må du benytte den gratis skibus for at komme videre på turen. Men præpareringen af pisterne er forbilledlig, og børneskiskolen er helt i top. Eneste minus er snesikkerheden, der ikke altid kan opfylde ens hvide drømme.
Valmorel, Frankrig
Virker de traditionelle franske satellitbyer en anelse for grå og deprimerende at tilbringe en hel uge i, så prøv Valmorel. Ingen biler, billigt øl og behageligt terræn. Ud af skiområdets beskedne 162 km pister er hovedparten ganske lette. Især omkring Beaudin og Longchamp finder du perfekte cruiserpister at træne teknikken på.
Selv om en enkelt pist eller to oppe ved Col du Mottet kan være af en mørk kulør, sørger de 54 lifter normalt for, at du sjældent kommer i vanskeligheder. Selve byen er faktisk en ganske charmerende lille perle, hvor du i langt de fleste tilfælde kan stå på ski til og fra hoveddøren.
Er ungerne med, kan Valmorels skibørnehave, Saperlipopette creche, anbefales. Du kan aflevere dem klokken ni om morgenen og hente dem igen, når dagens skiskole eller pistefræs er overstået. Efter en dag på bjergets bløde bakker er der normalt rigeligt med energi til en hyggelig gang afterski.
Chamonix, Frankrig
Keder du dig, hvis der ikke lige er et bjerg, du kan bestige med ski på, eller en bundløs gletschersprække, du kan hoppe over? Så vil du føle dig hjemme i Chamonix ved foden af Mont Blanc. På tyve minutter tager svævebanen dig fra byen på 1035 meter til den forrevne klippetop Aiguille du Midi i 3842 meter. Herfra venter en farefyldt tur ned gennem Vallée Blanche, der med sine 24 km både er Alpernes længste og smukkeste skitur. Med Alpernes højeste bjerg lige uden for døren kan du lære at klatre på gigantiske isvægge eller prøve et tandemspring i paragliding fra toppen af Brevent og svæve ned til byen.
Af de fem liftsystemer i Chamonix er Le Grand Montets stedet for de hårde drenge. Her er områdets mest barske skiløb med masser af sorte pister og halsbrækkende offpisteløb mellem klipper og gletschersprækker.
Gudauri, Georgien
I hjertet af Kaukasus bjergregion ligger Gudauri, hvor du også finder Europas højeste bjerg, Mount Elbrus, 5634 meter. Byen og det schweizisk ejede sportshotel er base for to militærhelikoptere, som kun tjener ét formål: At fragte vanvittige skiløbere til toppen af områdets bjergtoppe over 4000 meter. Stedets ikke så fjerne fortid som luksusdestination for den sovjetiske elite er nu afløst af verdens måske bedste og billigste heliskiing. Er du ikke helt tryg ved den russiske flysikkerhed, bør du nok overveje et alternativ. Når vejret er uegnet til flyvning, findes der seks lifter, som kan holde dig beskæftiget med skiløb op til 3300 meter. Området ligger på breddegrad med Syditalien, så vejret kan være ret behageligt.
Val Thorens, Frankrig
Velkommen til ungdommens festparadis. Beliggende i 2300 meters højde har Val Thorens status som Europas højest beliggende skiby med skiløb op til 3200 meter. Trods de iltfattige højder er der stadig energi tilovers hos de fleste til heftig afterski og natlige udskejelser. Det koger på steder som Malaysia Bar, Viking Pub, Tango, Bloopers, Underground og Angora.
Val Thorens er en del af Les Trois Vallée, og skiløbet er i særklasse. Samtidig gør byen alt, hvad den kan, for at følge med. I de senere år er der ofret millioner af franc på at gøre hoteller og lejligheder mere attraktive byen blev opført i 70erne i grå beton.
St. Anton, Østrig
Lige fra 70erne har St. Anton virket som en magnet på skibumser fra især Sverige, England og Australien. På bjerget suger en uanet mængde pister og ikke mindst offpist kræfterne ud af de fleste skiløbere. Alligevel finder de fleste reserverne frem og giver den en skalle, når lysene i fodgængerzonen tændes. Det er nemlig omkring dette hyggelige strøg, at langt de fleste barer og diskoteker er koncentreret.
Har du mod på at feste igennem med byens snowboardere og masser af andre skandinaver, er Bar Amadeus stedet med både poolborde og videoskærm. På Underground spiser du de berømte spareribs og fortsætter på diskoteket i kælderen. På selve strøget er Hazienda Bar stedet at varme op, inden natten fortsætter på diskotek Drop In et par hundrede meter længere nede ad gaden. Er du mere til intim hygge i fugtigt selskab, kan Pub 37 varmt anbefales. I denne mikrobar er der næppe plads til 40 mennesker, og så sidder man endda tæt! Ikke desto mindre er folk ikke til at smide ud, når først stedet lukker.
Ischgl, Østrig
En rigtig god dag på ski skal afsluttes ordentligt, og netop dét har man forstået i Ischgl. Uanset om du foretrækker at blive på bjerget og feste i skistøvler eller helst afslutter for enden af pisten med fast grund under fødderne, kan få steder matche Ischgl. Tag tidligt ned, og start i isbaren foran Hotel Elisabeth ved foden af gondolstationen. Her er det ikke usædvanligt med halvnøgne mennesker dansende på bordene til øredøvende musik.
Ellers finder du byens bedste afterski på ét sted: Kühstall. Her kommer alt og alle for at afslutte en god eller for den sags skyld dårlig skidag. Stemningen er et kapitel for sig, og det kan være svært at løsrive sig.
Skiterrænet i Ischgl er en del af Silvretta Pass Ski Region, der byder på 310 km pister fortrinsvis af den blå og røde slags og med undtagelse af Ischgl og Samnaun hænger de ikke sammen. Vil du rundt mellem områderne, sørger en gratis skibus for transporten. Størstedelen af skiløbet foregår over 2000 meter og op til 2864 meter, så snemangel er sjældent et problem.
Hemsedal, Norge
Man føler sig utroligt privilegeret, når man besøger Norges førende skiområde, Hemsedal. Stejlt, vildt og smukt er vel nok de ord, der bedst beskriver området, som ved første øjekast ikke virker specielt nordisk. Alene en højdeforskel mellem top og bund på 800 meter er ikke hverdagskost i Norden, og det er ikke for ingenting, at Hemsedal kaldes Nordens Chamonix. Selv om den sammenligning kan virke som en stor mundfuld, er den ikke helt ved siden af. Stejlt skiløb, smuk natur og alternative aktiviteter som ski-touring, isklatring og aftenskiløb på oplyste pister er en svær kombination at slå.
En overvægt af røde og sorte pister gør sammen med en fantastisk udfordrende offpist stedet til lidt af en ener i Skandinavien. Eneste minus er, at der let kan blive trangt på de 40 km pister. Men når først afterski starter på Hemsedal Café, har man glemt alt om det. Og de holder sig ikke tilbage, nordmændene, når de først fester igennem. Problemet er bare, at man kun kan komme omkring i bil, hvilket ikke er så godt efter en våd afterski.
Vejen til bjergene og de snedækkede pister ligger kun et par hurtige taste-tryk væk. Via Internettet kan du klikke dig frem til alverdens skisportssteder eller hive dugfriske nyheder inden for udstyr, teknik og tendenser direkte ind i stuen. Er der masser af sne i Tignes? Se direkte tv fra alpe- toppene, tjek temperaturerne i Jackson Hole eller se et kort over pisterne i Verbier.
Lille skærende smerte i underbenet
9. sep - 08:37 | Løb
9. sep - 07:42 | Styrketræning
8. sep - 11:21 | Konditionstræning
8. sep - 10:56 | Konditionstræning
9. sep - 07:42 | Styrketræning
8. sep - 11:21 | Konditionstræning
8. sep - 10:49 | Løb
8. sep - 10:56 | Konditionstræning
Hvordan passer du bedst på din mountainbike - og hvordan kører man egentlig rigtig på en sådan?
Tab 5 kilo med 7 raske gåture om ugen. Gang i hverdagen er den bedste slankemotion du kan få. Her får du metoden til succes.
Vil du i perfekt form, og har du lyst til og brug for varieret træning? Så er er triatlon det helt rigtige.
Smut med I FORM til Club La Santa, når kulden sænker sig over Danmark. Skynd dig at få billet til en superaktiv uge på Lanzarotes til november.