Kvinde laver triceps dip med kasse
© Morten Andersen

Sådan laver du triceps dip

Har du helt styr på, hvordan du laver triceps dip korrekt? Ellers finder du den ultimative guide her.

11. juni 2017 af Maria Albøg Jespersen

Triceps dip

Det er en genial øvelse for mormorarmene, fordi den træner hele tricepsmusklen bag på overarmen på én gang. Men pres-dig-op-øvelsen kan være hård ved dine skuldre, fordi dine arme skal bære næsten hele din kropsvægt. Læs her, hvordan du skåner dine skulderled og laver korrekte triceps dips.

Derfor er triceps dip godt

  • Styrker alle tre dele, som tricepsmusklen bag på overarmen består af.
  • Træner de stabiliserende muskler i skulderleddet, så du undgår skader.

Triceps dip styrker primært musklerne i

  • Overarme
  • Skuldre

Sådan laver du en perfekt triceps dip

  1. Sæt dig på en stabil genstand med en siddehøjde på ca. 50 cm, og placér hænderne ved siden af bagdelen. Løft bagdelen ud fra sædet, og stræk benene, så kun hælene er i underlaget.
  2. Sænk langsomt bagdelen ned mod underlaget, indtil dine albueled danner en 90-graders vinkel, og du mærker et stræk i overarmene. Brug dine arme til at presse dig op igen.

Husk dette, når du laver triceps dip

  • Hold albuerne ind til kroppen
    Sørg for, at albuerne ikke går ud til siden under nedstigningen, så du undgår at vride i albueleddene.

  • Slap af i skuldrene
    Undlad at trække dine skuldre op til ørerne, så du ikke belaster dine skulderled, når overarmene føres tilbage.

  • Placér hænderne på sædet
    Hold hænderne i skulderbreddes afstand, og lad dine fingre pege ind mod kroppen.

  • Ret ryggen
    Hold overkroppen lodret, og sørg for, at ryggen er så tæt på kanten som muligt, så du står stabilt.

  • Hvil på hælene
    Stræk dine ben, og hold dem i hoftebreddes afstand, så hælene er det eneste, der rører underlaget.

  • Tab ikke måsen
    Kom så langt ned som muligt, men undgå at røre underlaget. Læg vægten i dine arme og ikke i dine ben. 

Regulering af triceps dip

Sådan gør du triceps dip lettere

Bøj benene, og træk dem ind til kroppen, så begge dine fødder er solidt plantet i underlaget. Du kan også gøre bevægelsen mindre, så afstanden, hvor du skal presse din egen kropsvægt, bliver kortere.

Sådan gør du triceps dip hårdere

Lav øvelsen som normalt men med benene på en bænk eller en pilatesbold i samme højde som dine arme. Det stiller større krav til både din muskelstyrke og din balanceevne. 

Hvis du vil se resultater hurtigt

Måske er du interesseret i...