Kvindes ben på vej op af trappe.

Med I FORMs 3 ugers benudfordring bliver det nemmere at snuppe trapperne. 

© iStock

I FORM tester: Kan man få stærke ben på 3 uger?

3 uger med daglige benøvelser. Den udfordring kastede I FORMs journalist Jeanette Linder sig over i håb om at få stærke stænger. Læs her, om det lykkedes.

5. oktober 2017 af Jeanette Linder

40 lunges. Godt, så er jeg i gang. Det er kun 20 til hvert ben, så det burde være overskueligt. Alligevel niver det en smule i lårene bagefter – men det er jo perfekt! Det må betyde, at jeg har taget det første bette skridt mod nogle dejligt stærke stænger, som kan sætte turbo på mine løbeture og hjælpe mig til at flyve op af trappen til fjerde sal.

Jeg har kastet mig over en tre ugers benudfordring. Den består af et simpelt program med daglige øvelser for lår, læg og baller. De første dage skal der laves 40 gentagelser, og de stiger støt, indtil programmet til sidst dikterer 80 styk dagligt. Og det kan mærkes!

De første par uger går det okay med at bygge langsomt på, men den sidste uge har jeg nærmest konstant blytunge lår. Til gengæld er der virkelig sket noget med min benpower. På kun tre uger kan jeg mærke en forskel på turen op af trappen. Jeg flyver ikke endnu, men fjerde sal er klart blevet nemmere at nå, selv når jeg er tungt belæsset med Nettoposer. 

Men den største succes er faktisk mine løbeture. Da jeg i uge tre er ude på min sædvanlige løberute, bliver jeg overrasket over, hvor god fart der er i fødderne. ”Det er jo slet ikke så hårdt, som det plejer”, når jeg at tænke undrende, før det går op for mig hvorfor. Tak til mine nye stærke lårbasser.

Inden jeg startede på programmet, testede jeg, hvor længe jeg kunne sidde i en almindelig wall sit. Dengang sagde tiden 1:22. Da jeg tester igen efter de 21 dage, giver tiden det endelige bevis for, at man godt kan rykke ved sin styrke på kort tid: 2:35 når jeg op på!

Prøv selv udfordringen i I FORM nummer 15!

Hvis du vil se resultater hurtigt

Måske er du interesseret i...