Sådan kommer du i gang
Tag en beslutning om, at NU vil du til at løbe jævnligt.
Det betyder, at du skal bryde med de gamle mønstre og vaner. Du må altså virkelig beslutte dig og ikke bare gøre endnu et halvhjertet forsøg.
- Find en træningspartner
Det er motiverende at løbe sammen, og hensynet til løbemakkeren forhindrer dig i at bruge dårlige undskyldninger, når du ikke gider. I kan evt. aftale, at det koster noget, hvis den ene udebliver. Eller gør løbeturene til tidspunktet, hvor sønnen eller datteren luftes i klapvogn eller barnevogn. Mange klapvogne er fine at løbe med på et jævnt underlag, men der findes også special-producerede løbe-klapvogne.
- Læg dig fast på bestemte løbedage
Det bedste er tre gange ugentligt med en fridag imellem. Sørg for, at tidspunktet passer dig, og planlæg dine andre aftaler derefter.
- Sæt dig et langsigtet mål
Fx at du om 12 uger vil kunne løbe 30 minutter i træk i et let tempo. Du får ikke ekstra point for at løbe distancen efter en uge.
- Sæt dig opnåelige delmål
Fx at du vil løbe programmets distance kl. 17 i dag, selv om du skal til fest kl. 19 og derfor har mest lyst til at udskyde løbeturen til i morgen.
- Lav væddemål med kæresten eller vennen
De fleste kommer af sted, hvis det virkelig rammer pengepungen eller æren. I kan fx vædde om, hvem der skal stå op og lave morgenmad hver weekend det næste halve år.
- Undgå at sætte urealistiske mål
Det er fint, at du gerne både vil holde op med at ryge, spise sundere, tabe dig OG løbe men du behøver ikke gøre det hele på én gang. Det bliver simpelt hen for surt og vil med stor risiko ende i nederlag på nederlag, som blot får dig til at opgive det hele.
Sådan fortsætter du
- Forkæl dig selv som præmie
Lov fx dig selv en professionel kropsmassage eller en ansigtsbehandling, når du er vel ovre første uge. En ny cd, nyt tøj eller en god middag på restaurant, når du har gennemført første måned. Og hvad med et afslappende weekendophold på et kurhotel, når du er inde i løberytmen efter 12 uger?
- Kør ikke dig selv for hårdt
Du risikerer at miste motivationen. Anstrengende løbeture, der gør ondt, giver ikke mere, så der er ingen grund til at presse sig for meget.
- Kig jævnligt på dit løbeprogram
- og vurder, om intensiteten passer dig. Kan du ikke overkomme de mål, du har sat dig, er de for store. Og så må du skrue ned for blusset.