Læs også

Sko der går

Gå et maraton

"Jeg var pavestolt, intet ku’ slå mig ud, og jeg følte, jeg ku’ gå på vandet."

Sisse Fisker - Mit livs maraton

Dybt sand, 25 graders varme, stigninger på over 40 procent og masser af vilde dyr. Sisse Fisker har løbet The Big Five Marathon i Sydafrika. Læs hendes fantastiske beretning.

26. november 2010

Hvis bare jeg overlever, er jeg glad! Det var, hvad jeg tænkte efter at ha kørt marathonruten i Sydafrika igennem i bil: Dybt sand, stigninger på over 40 procent, vilde dyr og 25 graders varme på savannen. Puha - jeg mistede næsten pusten bare ved at sidde i et tonstungt terrængående køretøj og se, hvor jeg skulle løbe marathon dagen efter. Sommerfuglene baskede rundt i maven, og selv om ruten til The Big Five Marathon så skræmmende ud, så glædede jeg mig helt vildt.

Den vildeste rute

Jeg havde set frem mod denne udfordring i over et halvt år, havde trænet til den hele vinteren og foråret, og nu skulle al træningen gerne komme mig til gode. Selv om bakkerne i Dyrehaven blegnede ved siden af stigningerne i Sydafrika. Sandet på Amager Strand var heller ikke nær så tungt og dybt, som det jeg skulle løbe igennem dagen efter.

Jeg havde i min vildeste fantasi ikke forstillet mig så krævende en rute!

Startskuddet

Vækkeuret ringede lørdag morgen - eller fredag nat nærmest - klokken 4.30. De medbragte havregryn skulle spises tidligt, så de ku’ nå at blive fordøjet, inden startskuddet kl 8. Selv om jeg overhovedet ikke var sulten, tvang jeg mig selv til at spise en stor portion havregryn og hoppede så i seng igen for lige at få en ekstra time på øjet.

Klokken 8 stod jeg ved startstregen. I første række. Så var jeg jo sikker på at have ligget forrest i feltet. Det var en forløsning, da startskuddet lød. Nu var det nu. Benene skulle på den ultimative test over de næste fem-seks timer.

Starten gik fint. Efter en go’ lang stigning kom jeg op på toppen af Entabeni-reservatet. Deroppe blev jeg mødt af et smukt syn. En kæmpe flok antiloper susede hen over savannen, og de forreste løbere måtte stoppe op for ikke at blive torpederet af dyrene.

Solen skinnede ind over det fortryllende landskab, mens en flok gnuer lavede samme nummer som antiloperne. Jeg følte mig lillebitte som løbende tilskuer til ”optoget” på den enorme savanne.

Første store test

Jeg havde aftalt med mig selv, at jeg ikke ville jagte nogen bestemt tid. Jeg ville nyde turen og ikke presse mig selv for voldsomt i starten. De første tretten kilometer gik forholdsvis smertefrit i terræn på grus og sten.


Men så kom løbets første store test. En tre kilometer nedstigning fra 1800 til 1100 meters højde gennem en smal kløft. Det lyder jo umiddelbart let at løbe nedad, men hældningen på den lange bakke var over 40% procent, og det kan altså mærkes i knæ og lårmuskler!


Jeg begav mig roligt ned ad bakken. Lårene arbejdede voldsomt, og på flere stykker måtte jeg ned at gå, fordi knæskallerne truede med at hoppe ud af huden. På et tidspunkt gik jeg sidelæns, fordi det smertede for meget på forsiden af lårene.

Pas på løverne!?

Jeg var rigtig glad for at se seksten kilometer skiltet for enden af bakken. Nu fik knæene ro, til gengæld skulle lægmusklerne på hårdt arbejde den næste times tid. På den nedre slette ventede en ni kilometer rundtur - langt størstedelen i blødt sand! Normalt elsker jeg dejlig blødt sand, når jeg er på ferie. Men så er det for at ligge på stranden og slikke sol og max gå et par meter i sanddynerne for at komme i vandet.

Sandet var ikke den eneste udfordring på det nedre plateau. Det er nemlig osse her, løverne normalt holder til. Jeg var kun lige løbet ind på ruten, da jeg hører raslen i krattet mellem træerne. Det gav et sæt i mig, mit hjerte bankede af sted og min puls steg pludselig med en del slag. Selvfølgelig var det ikke en løve, men bare en ganske ufarlig fugl. Reservatets otte løver havde nemlig været under opsyn af rangers et helt døgn op til løbet, så de blev holdt på passende afstand af os løbere.

Efter løbet hørte jeg så, at tre af løverne på et tidspunkt havde listet sig ud af rangernes skygge og lige lovlig tæt på vandposten ved halvmarathon-mærket. Det var nok meget godt at jeg ikke vidste det, mens jeg stod og fyldte væskedepoterne op.

Den mest frygtede passage

Ved 25 km-mærket begyndte marathonløbets mest frygtede passage. Kløften som var hård at komme ned ad, skulle nu bestiges. Av, av, av. Jeg var blevet rådet til at gå op ad bjerget, og jeg fandt ud af, at der ikke var andre muligheder. Det var ganske enkelt umuligt at løbe op. Stigningen var flere steder over 40 procent - mere end en sort piste på skiferie i alperne! Ikke nok med at jeg gik det meste af vejen.

Jeg blev nødt til at gå fremoverbøjet og sætte hænder på knæene for at ta’ lidt af trykket på dem. Da det alligevel blev for hårdt for benene, skiftede jeg taktik og gik sidelæns og senere baglæns for at bruge nogle andre muskler!

Det tog mere end en halv time at overvinde de tre barske kilometer. På almindelig flad vej ville det ta’ det halve for mig. Derfor var det osse en sand fornøjelse at komme til tops og se ud over sletten og vide, at den værste forhindring nu var overvundet.

Op- og nedtur

Jeg vinkede til et par fotografer, der stod på toppen af bjerget og løb med masser af overskud ud på løbets sidste tredjedel. Jeg følte mig uovervindelig, selv om jeg ikke førte løbet. Jeg havde sejret over den stigning, som jeg havde tænkt på mange gange, siden jeg besluttede mig for at løbe The Big Five Marathon. En fantastisk og forrygende fornemmelse!

Toilet - NU

De næste kilometer gik fint, men pludselig begyndte min mave at slå knuder. Måske havde jeg drukket for meget ved de seneste væskedepoter. Måske havde jeg spist en energibar for meget, eller var det de salte fisk, som jeg havde medbragt fra Danmark, som nu lå og sprællede i maven på mig?

En ting er i hvert fald sikker. Jeg skulle på toilettet - og det skulle gå hurtigt! Der var ikke lige en toiletvogn i nærheden, som når man deltager i motionsløb i Danmark, så jeg måtte på naturtoilet.

Det var en knap så spændende oplevelse. Da jeg satte mig på hug i krattet, håbede jeg på, at det var sandt, at slangerne er inaktive i vintermånederne (det er vinter i Sydafrika, når vi i Danmark har sommer!). Jeg havde intet papir i lommen, så det blev et blad fra en kaktuslignende plante, der blev brugt som toiletpapir. Ikke videre behageligt. Hvem der bare havde Lambis bløde baner i nærheden.

Op med bukserne og af sted det gik igen. Maven var tilfreds, og jeg kunne igen koncentrere mig om at nyde Sydafrikas smukke natur.

Det er kun denne ene dag om året, at ”almindelige” mennesker får lov at færdes frit i naturreservatet blandt de vilde dyr. Gnuer, antiloper, aber og næsehorn havde jeg allerede set på vejen og pludselig stod en gigantisk giraf og kigge på mig ca 100 meter fra stien. Hvor er det bare et fascinerende dyr. Højt, flot og yndefuldt. Lang hals, endnu længere tynde ben og to horn på toppen af hovedet. Jeg smilede og nød oplevelsen. Gad vide hva’ giraffen tænkte om mig, mens den stod der og gumlede blade fra træets top!

De sidste kilometer fløj af sted. Jeg havde næsten lyst til at sætte tiden i stå for lige at nyde løbet en ekstra gang. Jeg havde drømt om det her marathon i halvandet år, jeg havde trænet til det i flere måneder, og pludselig var det ved at være slut. Det var næsten helt sørgeligt og samtidig ubeskriveligt dejligt, fordi det gik over al forventning.

På podiet?

Jeg havde lovet mig selv fra start, at jeg ville nyde enhver kilometer og ikke tænke på sluttid eller resultat. Men da jeg løb ind på den sidste kilometer, ku’ jeg i det fjerne se en orange bluse på den hollandske kvinde, som jeg mente lå nummer to. Jubiii - jeg blir nummer tre. Jeg skal på podiet. Hvor er det vildt. Jeg jublede indvendig, mens benene arbejdede i det røde sand. Jeg kiggede tilbage for at se, om der var nogen tæt på mig, men det var der heldigvis ikke. Jeg gav alt, hvad jeg havde i mig og spurtede i mål til stor jubel for den beskedne, men medlevende tilskuerskare.

Den danske arrangør Thomas Thomsen nærmest greb mig på stregen og sagde tillykke - godt gået. Du blev nummer fire. Hvad? Jeg var sikker på, at jeg var nummer tre. Men det viste sig, at jeg havde overset en kvinde, som havde sneget sig i mål som nummer to. Øv, jeg ville ellers gerne ha’ været på skamlen, og jeg følte faktisk, at jeg havde en smule mere at gi’ på den sidste kilometer, men jeg gik ikke så højt op i at blive toer eller treer. Men nummer fire. Det er da bare den værste placering, man kan få. Alle, der har dyrket konkurrencesport, ved, at en fjerdeplads er noget så kedelig.

Men jeg fik nu hurtigt slugt skuffelsen og glædede mig over at være kommet så fornemt igennem. Jeg var pavestolt, intet ku’ slå mig ud, og jeg følte, jeg ku’ gå på vandet.

Mit store mål var nået, og der gik ikke mange minutter, før nye mål fløj rundt i mit hoved. Jeg vil ha’ flere marathon-udfordringer: på den kinesiske mur, i Tibet og jeg skal simpelthen også opleve New York Marathon.

En af mine bekendte har løbet marathon i hele verden. Han har stadig Big Five Marathon som sit favoritløb. Det er også mit. Og det tror jeg altså det blir ved med at være!

Sådan får du succes med dit løb

Måske er du interesseret i...