Min drøm var at løbe en maraton

Læs, hvordan Helle trænede sig op til at løbe Copenhagen Marathon

13. juli 2015 af I FORM

Navn: Helle Andersson
Alder: 42 år
Bopæl: Gentofte

Maraton: Copenhagen Marathon 2008 (sluttid: 3.38)

Løbehistorie: Har løbetrænet 5-10 km et par gange om ugen de seneste år samt deltaget i flere kvindeløb.

Maratontræning: Begyndte sin maratontræning syv måneder før løbet. Fulgte løbeklubben Spartas fællestræning hver søndag og har desuden fået støtte af en personlig træner en gang om ugen, hvor de sammen løb intervaller. De øvrige løbeture har Helle klaret alene eller sammen med kolleger. Deltog i Allan Zachariasens løbeuge på La Santa Sport på Lanzerote. Tabte sig 15 kilo under træningen.

Hvorfor ville du løbe en maraton?

- Alle har en drøm her i livet, og min drøm var at løbe en maraton. Egentlig var min plan først at løbe en halvmaraton, men lige pludselig fik jeg lyst til at løbe en hel - nu skulle det bare være, og jeg blev totalt bidt af det!

Hvordan var det at træne sig op?

- I begyndelsen var det svært at stå op hver onsdag morgen klokken 6 og løbe intervaller, og hvis ikke jeg havde maratonet som mål, havde jeg bare sovet videre. Men jeg vidste, at træningen bare var for en periode, så jeg holdt fast. Det hjalp mig også rigtig meget at løbe de lange ture med andre, for så glemmer man helt, hvor langt man løber, og oven i købet lærer du en masse nye mennesker at kende. De lange løbeture gav mig også masser af overskud og naturoplevelser.

Hvordan gik din maraton?

- Den store nervøsitet forsvandt dagen før, fordi jeg vidste, at jeg havde forberedt mig godt og ikke kunne gøre mere. På selve dagen var der en intens stemning inden start, og jeg var både spændt og glad, da jeg løb af sted. Efter 10 kilometer fandt jeg min rytme, og jeg kunne mærke, at jeg havde gode ben og maser af overskud - da jeg var halvvejs efter 1.48 vidste jeg, at jeg ville få en god tid. Jeg troede dog, at jeg ville møde "muren" ved de 30 kilometer, men den kom aldrig, og jeg kunne løbe storsmilende i mål med tårer i øjnene.

Hvad har du fået ud af at løbe maraton?

- Jeg har fået troen på, at jeg kan, hvad jeg vil! Faktisk føles en maraton større i dagene efter end på selve dagen, fordi man får tid til at tænke over, hvor stort det egentlig er, at man har gennemført. Jeg har ingen børn, så at løbe en maraton har været det allerstørste øjeblik i mit liv.

Hvad er dit bedste råd til kommende maratonløbere?

- Planlæg din træning så du er sikker på at gennemføre den, og husk at nyde både træningen og selve løbet, for begge dele er en oplevelse i sin selv. Læs gerne bøger om emnet og snak med andre, som har løbet, for her kan du få en masse gode råd. Og så er det en god ide at deltage i små løb inden, så du vænner dig til dem stemning, der vil være under maratonen.

Nyt mål: Berlin Marathon 2008 - målet er at løbe på 3.30!

Sådan får du succes med dit løb

Måske er du interesseret i...