Helle meldte sig til flere halvmaraton i 2008, men opgraderede det til en hel maraton efter venskabeligt pres fra naboer.

Jeg var så stolt over at gennemføre!

Læs om Helles maraton-historie.

16. juli 2015 af I FORM

Navn: Helle Gammeltoft Flindt
Alder: 34 år
Bopæl: Fredericia

Maraton: Hamburg Marathon 27. april 2008 (sluttid: 4.14), Copenhagen Marathon 2008 (sluttid: 4.20)

Løbehistorie: Begyndte at løbe i 2006 for at tabe et par kilo efter at have fået barn. Løb 2,5 km de første uger og øgede distancen langsomt op til 15 km over de næste måneder. Meldte sig til flere halvmaraton i 2008, men opgraderede det til en hel maraton efter venskabeligt pres fra naboer.

Maratontræning: Løb 2-3 gange om ugen (ca. 7,5 km, 12 km og 20-32 km).

Hvorfor ville du løbe en maraton?

- I begyndelsen løb jeg kun 2,5 kilometer, men pludselig gik der sport i det, og jeg blev interesseret i at løbe langt. Løb er en individuel sport, hvor jeg selv har hele ansvaret, og hvor ingen er afhængig af mig, og det kunne jeg godt lide. Desuden blev jeg lokket med af nogle folk fra min vej, som havde en ledig plads i bussen til Hamburg.

Hvordan var det at træne sig op?

- Det var svært at finde tiden til det, så min mand måtte hjælpe med det praktiske derhjemme. Men jeg sagde til mig selv og til ham: hvad tror du, jeg vil være mest stolt af om 10 år - at have støvsuget eller gennemført en maraton? Det kunne han godt se, så jeg fik lov at løbe mine mange træningsture, mens han klarede rengøringen. Selv om jeg det var hårdt at træne op om vinteren, var jeg glad under langt de fleste ture; faktisk havde jeg kun en enkelt dag, hvor jeg tænkte: hvad har jeg dog rodet mig ud i?! Heldigvis vendte glædet ved løbet tilbage dagen efter.

Hvordan gik din maraton?

- De første fem kilometer skulle jeg lige have rytmen ind i kroppen, men derefter gik det rigtig godt de næste mange kilometer, fordi jeg fik en fantastiske opbakning fra tilskuerne. Omkring 25 kilometer følte jeg, at der var langt hjem, men så snart jeg nåede op på de 30 kilometer, fik jeg et mentalt overskud. Her vidste jeg, at jeg bare skulle løbe 12 kilometer - og det var jeg jo vant til fra mine træningsture. Men ved væskedepotet ved 38 kilometer kom jeg til at stå stille, og her kunne jeg mærke, at mine tåspidser rørte skosnuderne, og det gjorde rigtig ondt. Jeg havde ikke følt nogen smerte inden, først da jeg stod stille, blev jeg opmærksom på det. Men der var kun fire kilometer hjem, så det kunne jeg sagtens klare. Da jeg når de 41 kilometer, står min familie og klapper af mig, og jeg løber i mål med hænderne over hovedet og tårer i øjnene. Der var jeg virkelig stolt over at have gennemført, og al træningen havde været det hele værd.

Hvad har du fået ud af at løbe maraton?

- Jeg var overrasket over, hvor udholdende og koncentreret, jeg kunne være, så jeg føler det som en personlig sejr. Jeg fandt ud af, at jeg kunne meget mere, end jeg selv troede. Oven i fik jeg ufattelig meget ros af folk på vejen, som var stolt af mig og min præstation. Så det har været en rigtig god oplevelse.

Hvad er dit bedste råd til kommende maratonløbere?

- Det er en god ide at følge et træningsprogram, fordi det holder dig til ilden, men tag det endelig ikke så bogstaveligt, at du aldrig viger fra det. Der skal være plads til at løbe kortere ture, hvis du er træt - eller springe en træning over, hvis du skal til fest. Du må nemlig ikke glemme din familie og venner, mens du træner.

Nyt mål: H.C. Andersen Marathon - målet er at løbe 4.10.

Sådan får du succes med dit løb

Måske er du interesseret i...