© iStock

Så hurtig bliver du med et mantra

Der er store gevinster at hente ved at tale sig selv op med et mantra, når løbet bliver hårdt.

9. december 2016 af Hans Westhausen Gottlieb / Aktiv Træning

Du kender sikkert øjeblikket under løbet eller det lange træningspas, hvor det bliver ekstra hårdt, og en stemme begynder at hviske til dig, at du bare kan sige stop, at du ikke skal fortsætte, at det sikkert ikke er sundt.

Der er dog et enkelt redskab, der kan få dig igennem krisen: Sig til dig selv, at du godt kan klare det, og at du skal blive ved med at presse på.

18 pct. stærkere med mentaltræning

I et britisk studie blev 24 cykelmotionister sat til at køre så længe som muligt ved 80 pct. af deres maks.-kapacitet. Bagefter blev halvdelen af deltagerne instrueret i at bruge motiverende mantraer, mens den anden halvdel ikke fik mental træning.

To uger senere kørte de en ny test. Her kørte ’mantra-gruppen’ 18 pct. længere end i første test, og forsøgsdeltagerne angav desuden, at de på en 10-pointsskala oplevede hårdheden af testen et enkelt point lavere end første gang, de tog testen.

Kontrolgruppen kørte hverken længere eller oplevede testen som mindre hård anden gang.

Skab dit eget mantra

Mental træning og mantraer er langtfra nye fænomener i sportens verden, men det britiske forsøg var blandt de første til at påvise en direkte effekt.

Flere forskere peger på, at de bedste mantraer er dem, vi selv finder på. Skab dit eget mantra og øv dig flittigt i at bruge det under træning. Det gode mantra er:

  • Kort og præcist.
  • Positivt. I stedet for: ”Jeg stopper ikke”, så hellere: ”Jeg fortsætter”.
  • Instruerende. Fx: ”hurtige skridt, hurtig tid”.

Nå dine mål i 2017

Måske er du interesseret i...