Alt du vil vide om halvmaraton

Må jeg løbe i nye sko? Hvad skal jeg drikke under løbet? Og møder jeg muren under en halvmaraton? Vi har samlet alle halvmaraton-spørgsmålene her.

10. september 2015

Hvor meget skal jeg drikke under løbet?

Det afhænger af din kropsstørrelse, den valgte intensitet, din form og i særligt stor grad af vejret. Bliver der meget varmt stiger dit væskebehov betragteligt. Som en god tommelfingerregel bør du dog under længerevarende løb drikke mellem en halv og trekvart liter i timen. Indtaget fordeles ideelt set over 2-4 portioner.

Skal jeg have min egen væske med?

Det burde ikke være nødvendigt, for der er mulighed for at få væske i dertil indrettede væskedepoter. Synes du, at der er for langt mellem depoterne, eller vil du gerne have din egen velafprøvede energidrik med, kan du dog vælge at løbe med væskebælte. På den måde styrer du fuldstændig hvad og hvornår du drikker. Og samtidig slipper du for at stå i kø ved depoterne.

Hvad skal jeg have på til halvmaraton?

Vejret på dagen kommer til at bestemme, om du skal løbe i korte eller lange bukser, og om det er nok med en tynd løbetrøje, eller om der skal en vindjakke udover. Helt overordnet gælder dog, at du er bedst stillet ved at tage det tøj på, som du haft gode erfaringer med på dine lange træningsture. Det er nemlig altid en god idé at have testet konkurrencetøjet i træning, så du slipper for ubehagelige overraskelser i form af gnavende sømme eller andre irritationsmomenter. For at undgå at skulle løbe i unødvendig varmt tøj eller stå at fryse ved start er det en god idé, at du ifører dig en slidt gammel joggingdragt eller andet tøj, som du kan undvære. Lige før startskuddet lyder tager du overtrækstøjet af og smider det ud til siden.

Hvordan skal jeg spise dagen før løbet?

Er du vant til at ernære dig nogenlunde sundt spiser du blot, som du plejer. Du kan dog med fordel kan snuppe lidt ekstra ris, pasta eller kartofler til aftensmaden, så du får fyldt kroppens kulhydratdepoter godt op. Herudover gælder det blot om at styre udenom stærkt krydrede retter eller anden mad, som potentielt kan give maveproblemer.

Løbet går i gang kl. 9.30, hvornår skal jeg spise morgenmad, og hvad skal jeg spise?

Det er en rigtig god idé at få et kulhydratrigt måltid fra morgenstunden. Det kan fx være brød med pålæg, en skål havregryn, yoghurt med mysli eller andre traditionelle morgenmåltider. Sørg for at vælge madvarer, som du ved, at kroppen har det fint med. Ideelt set tester du måltidets sammensætning og placering på dine lange træningsture, så du er 100 % sikker på, at maden ikke kommer til at genere. Har du ikke fået afprøvet, hvad kroppen trives med, så vælg en konservativ tilgang til sagerne ved at holde dig fra al fast føde. Drik i stedet et par glas æblemost, blandet med vand. Det giver dig både væske og kulhydrater. Trænger du til lidt fast føde i maven kan du supplere med en banan eller en enkelt skive brød. Ingen af delene bør volde dig nogen som helst kvaler. Uanset hvad du vælger at spise, så sørg for at afslutte måltidet i god tid inden løbet. De fleste har det bedst med at afslutte måltidet omkring tre timer inden startskuddet lyder, så der er tid til at fordøje maden. Så du skal tidligt op. For at du ikke skal nå at blive sulten igen, kan du evt spise et stykke groft knækbrød eller rugbrød 1-2 timer før, men prøv det af i dagene før løbet, så du kan time det ordentligt!

Tema

Nå dine mål i 2017

Måske er du interesseret i...