Kvinde laver øvelser udendørs i park.

En udendørs løbetur er oplagt om sommeren, men øvelser kan også sagtens laves ude i det fri. 

© iStock

Derfor skal du rykke træningen udenfor

Når vejret er godt, hvorfor så træne indendøre i et stegende hedt fitnesscenter? Tjek disse 5 gode grunde til at træne ude i det fri.

21. maj 2017 af Inge Eriksen

Du nyder træningen mere

Folk, der træner udendørs, føler sig bedre tilpas og nyder deres træning mere, viser studier. Det er der flere grunde til, men en af dem er, at de udendørs omgivelser ofte er både smukkere og mere afvekslende end væggene i fitnesscenteret. Nydelse skal man ikke kimse af, for jo mere du nyder din træning, des større er sandsynligheden for, at du rent faktisk får trænet. 

Du træner i længere tid

Når vi rykker træningen ud i det fri, har vi tendens til at træne i længere tid, viser studier, og du kender det sikkert godt fra dig selv. For når først man er kommet udenfor, opdager man pludselig, hvor dejligt det er, og man vil slet ikke indenfor igen.

Du sænker dit blodtryk

Frisk luft og grønne omgivelser er godt for dit blodtryk. Et australsk studie viser, at 30 minutter om ugen i en park eller skov kan sænke din risiko for forhøjet blodtryk med 9 pct. Dyrker du så tilmed motion ude i det grønne med en intensitet, der får pulsen op, er der ekstra bonus for dit blodtryk.


Du får det bedre mentalt

Naturen har en beroligende og afstressende effekt på os, og udendørs træning kan forstærke den effekt. Bor du i byen, så find derfor helst en park at træne i - eller løb fx langs en sø eller havet. Studier viser, at folk, der træner udendørs, føler sig mindre vrede og depressive.

Du sparer penge

Udendørs træning er gratis, så sæt endelig dit fitnessabonnement i bero i den lyse tid. De penge, du sparer, kan du så passende bruge til noget nyt træningstøj. 

Hvis du vil se resultater hurtigt

Måske er du interesseret i...