Kvinde, der tisser

Natlige toiletbesøg er uundgåelige, når en fyldt blære vækker dig midt på natten. 

© iStock

Skær ned på salt og mindsk dit nattetisseri

Nattetisseri kan være en sand plage, der forstyrrer din søvn. Få her det overraskende svar på, hvordan du undgår at blive vækket af en fyldt blære.

5. juni 2017 af Maria Albøg Jespersen

En god nats søvn kan meget nemt blive spoleret, hvis en fyldt blære tvinger dig til at frekventere toilettet. For hver anden over 50 år sker det mindst én gang hver nat, og for mange kan det forstyrre søvnen i et sådant omfang, at det resulterer i både voldsom træthed og irritabilitet – og i ekstreme tilfælde overvægt og stress.

Du ved sikkert, at det er en god idé at få tisset af og holde igen med vanddrivende drikkevarer inden sengetid. Men nu er der noget, der tyder på, at også dit saltindtag har indflydelse på det natlige ubehag.

Der kan være mange grunde til, hvorfor du skal tisse om natten. Ved at reducere dit saltindtag kan du imidlertid mindske et overdrevent behov for at tisse, både om dagen og om natten, viser forskning fra Nagasaki University.

Kostændring reducerede toiletbesøg

I en undersøgelse af 321 mænd og kvinder med søvnbesvær skulle testpersonerne skære ned på det hvide mineral, hvorefter de blev fulgt hen over en periode på 12 uger.

For 223 af testpersonerne lykkedes det at reducere saltindholdet i deres kost fra 10,7 gram til 8 gram dagligt, og det havde stor betydning for deres natlige toiletbesøg. I gennemsnit faldt deres natlige toiletbesøg fra 2,3 gange pr. nat til 1,4 gange. Det er et fald på næsten 40 pct.

Få tips til, hvordan du skærer ned på dit saltforbrug her

Omvendt viste undersøgelsen, at de 98 testpersoner, der fik mere salt end normalt, endte med at skulle oftere på toilettet om natten end sædvanligt.

Studiet er det første af sin art, og ifølge forskerne bag undersøgelsen er der fortsat behov for yderligere forskning på området.

Kilde: Medical News Today 

Hvis du vil se resultater hurtigt

Måske er du interesseret i...