Forskerne har talt: Kvinder behøver mere søvn end mænd

Der er godt nyt til de kvinder, som bliver drillet på hjemmefronten med deres mange timers søvn. Forskning viser nemlig, at kvinder rent faktisk har et større behov for søvn. Find ud af, hvorfor det er tilfældet!

23. februar 2016 af Julie-Elsebeth Crone Johannesen

Det er meget forskelligt, hvor meget søvn vi hver især har brug for, og vores behov for søvn ændres livet ud. Én ting er dog sikkert - kvinder har generelt brug for mere søvn end mænd. Derudover bliver de også hårdere ramt, hvis de ikke får de nødvendige timer. Søvnmangel kan føre til hjerte-kar-sygdomme, diabetes, svækket fysisk formåen og et lavere stofskifte, som gør det sværere at tabe kropsfedt.

Hvorfor har kvinder et større søvnbehov?

Det forhøjede søvnbehov hos kvinder kan især tilskrives to ting: kropstemperaturen og hormoner. 

Kvinders hormonbalance ændres i løbet af en menstruationscyklus. Et forhøjet progesteron-niveau skubber kropstemperaturen opad. På denne måde bliver kvinder mere følsomme overfor kulde. Denne følsomhed svækker udskillelsen af det centrale søvn-hormon, melatonin, hvilket svækker både kvaliteten og kvantiteten af nattesøvnen. 

Herudover er der nogle ting, der tyder på, at kvinder er mere modtagelige overfor stress. Når vi er stressede udskilles en større andel af hormonet cortisol, som på et forhøjet niveau vil afholde os fra at sove godt om natten. 

Problemer med at sove? Vi har løsningen på de ti mest almindelige grunde til dårlig nattesøvn

Kvinder bruger større dele af hjernen

En anden faktor, som kan have betydning er den, at kvinder generelt har flere bolde i luften i løbet af en dag, og derfor benytter en større del af hjernen. Kvinders hjerner har derfor brug for mere restitution, som opnås ved dyb søvn. Forskning viser, at kvinder generelt sover lettere end mænd, vågner oftere i løbet af natten og har sværere ved at falde i søvn igen. 

Pas på jer selv og sov godt kvinder!

Måske er du interesseret i...