© Colourbox

Derfor sover mænd bedre end kvinder

Ny forskning påviser, at der er en god forklaring på, hvorfor kvinder oftere har søvnproblemer end mænd.

19. september 2016 af Hans Westhausen Gottlieb

Kvinder er mere tilbøjelige til at lide af søvnproblemer end mænd. Der er fx markant flere kvinder, der lider af søvnløshed.

Ifølge ny canadisk forskning fra McGill University skal årsagen til kvinders søvnproblemer muligvis findes i deres døgnrytme, som adskiller sig fra mændenes.

Kvinder lever i en anden tidszone

I praksis er kvindernes døgnrytme nemlig en tidszone længere mod øst, hvilket betyder, at kvinder har en tendens til at falde tidligere i søvn og vågne tidligere end mænd.

Derfor havde kvinderne i forsøget sværere ved at holde sig vågne til sent om aftenen, og de havde tilmed en øget tilbøjelighed til at vågne ’for tidligt’ sammenlignet med mændene. De var derfor også mere trætte om morgenen.

Ifølge forskerne bag studiet kan kvindernes forskudte døgnrytme være den mekanisme, der gør, at kvinder er mere tilbøjelige til at udvikle søvnlidelser.

Søvnmangel dræber indirekte

Og at søvnkvalitet (og -kvantitet) skal tages alvorligt bliver understreget af en ny rapport fra Sundhedsstyrelsen, der viser, at søvnmangel er en af de hyppigste årsager til, at danskerne dør tidligt.

Det skyldes, at søvnløshed leder til følgesygdomme som diabetes og hjertekarsygdomme, mens længerevarende søvnproblemer kan give psykiske mén. Ifølge rapporten dør 750 danskere årligt som følge af manglende søvn.

Sådan får du succes med dit løb

Måske er du interesseret i...