Mangler motivationen? Får et par tips her og hop så glad i skoene igen.

Auv ... Hvorfor gør det ondt?

Åndenød, kvalme og sidestik. Løb kan gøre ondt. Men det behøver det ikke. Se her, hvordan du slipper.

5. marts 2011 af I FORM

ONDT I HOVEDET
Du får sikkert ondt i hovedet, fordi du drikker for lidt. Når kroppen knokler, kan den miste op til 2,5 liter sved i timen. Hovedpinen kan også skyldes momentant forhøjet blodtryk.

Slip for det: Drik rigeligt og gerne en halv liter vand en halv time før turen. Drik undervejs, hvis du løber i over en time. Tag en pause, hvis din puls har været helt oppe at ringe.

AKUT ÅNDENØD

Når dine muskler er på hårdt arbejde, har de brug for energi i en fart. Det får de ved at omsætte sukker og fedt til energi. Og den proces kræver ilt masser af ilt. Så jo mere du kræver af dine muskler, jo mere må du hive efter vejret.

Slip for det: Hold et tempo, hvor du ikke skal hive alt for voldsomt efter vejret. Og bliv så ved med at løbe. Du vil dag for dag blive bedre til at transportere ilt rundt i kroppen.

JAGENDE SIDESTIK
Lægerne ved ikke helt, hvorfor vi får sidestik. Måske fordi bindevævet omkring mavens organer belastes af den ekstra fysiske aktivitet eller af et måltid, du lige har spist. Måske fordi mellemgulvets muskler får for lidt blod, fordi tarmene kræver en stor del af dit blod til at fordøje måltidet.

Slip for det: Sørg for at varme op, og undgå at spise, umiddelbart inden du skal løbe. Har du spist et stort måltid, så vent to-tre timer. Du kan fint drikke mindre mængder vand før og under løbet. Får du alligevel sidestik, så stop op og hvil. Tag nogle dybe indåndinger, og stræk dig til den modsatte side.

KVALME
Du kan få kvalme, hvis du har spist, lige inden du løber. Maven skal bruge blod til at fordøje og dine muskler skal bruge blod til at løbe. Tilsammen kan de lægge beslag på så meget blod, at du bliver dårlig. Måske presser du også dig selv for hårdt kvalme kan være en reaktion på overanstrengelse.

Slip for det: Spis ikke to timer inden løbet. Får du alligevel kvalme, så respekter din krops signal, og sæt tempoet ned.

ØMME MUSKLER

Når musklerne er på hårdt arbejde, bliver små muskelfibre flået over i massevis. Det er, når musklen knokler med at reparere sig selv og blive stærkere, at det gør ondt.

Slip for det: Er du begynder, kan du næppe undgå ømhed. Men du kan mindske smerten ved at spise masser af protein på løbedagen. Musklen bruger protein til at genopbygge sig selv og jo mere der er af det i kroppen, jo hurtigere forsvinder ømheden. Derudover skal du strække ud efter turen og bagefter holde musklen nogenlunde varm, så der kommer masser af næringsrig ilt til de slidte muskler.

Hvis du vil se resultater hurtigt

Måske er du interesseret i...