Par smiler til hinanden i sengen
© iStock

Sådan får du større sexlyst

Bare fordi du ikke har den store sexlyst lige nu, betyder det ikke, at lysten er væk for altid. Her får du en række tips til at genfinde gnisten for din partner.

15. februar 2017 af Birgitte Muldbjerg & Vivi Hollænder

Få sexlysten tilbage

De fleste kvinder døjer med gnisten på et tidspunkt i livet. Har du selv svært ved at mærke behovet for hygge under dynerne, er det ikke ensbetydende med, at lysten er væk for altid. Her får du nemlig flere forslag, der får gejsten tilbage i soveværelset.

Scenarie 1 - Du orker (heller) ikke i aften

Sexologen: Planlæg sex, og bryd den onde cirkel

Mange kvinder mener, at de sagtens kan leve uden sex. Det kan de selvfølgelig også, og jo mindre sex de får, jo nemmere bliver det at undvære. Manglende sexlyst virker selvforstærkende, så det handler om at bryde den onde cirkel. Fx kan du starte med at planlægge sex på nogle bestemte dage og sætte dig for at udføre det, selvom du måske ikke lige er så tændt på det i øjeblikket. Husk, at selvom du ikke altid mærker lysten, dukker den op, når I først kommer i gang. Det vil uden tvivl føles dejligt, og pludselig har du sat gang i en selvforstærkende effekt, som giver dig lyst til mere.

Faktisk kan forventningen om, hvad der skal ske i aften eller på onsdag, være en stor del af nydelsen

Har du hovedet fyldt med så mange praktiske ting, at du ikke kan slippe dem i sengen, må du arbejde på at skabe mere rum i hovedet og slippe kontrollen. Måske er du med tiden blevet chefen for det hele og påtager dig alt ansvar derhjemme. Så må du tage en snak med din partner og overlade noget af ansvaret til ham. Hvis du langsomt indtager rollen som mor for hele familien, glider din mand ind i rollen som barn, og så forsvinder den seksuelle gnist imellem jer.

En anden løsning til at være mere til stede og nyde nuet, når du ligger med din partner under dynen, er at opsøge hjælp udefra. Det kan fx være gennem meditation, yoga, tantra eller en terapeut.

Her er et par gode yoga-øvelser, der kan sætte fut i sex-lysten

Scenarie 2 - Du får alligevel ikke orgasme

Sexologen: Giv dig selv en hjælpende hånd

Hvis der er noget, der kan dræbe lysten, er det en urealistisk orgasmejagt, så en god start er at ændre fokus og tænke på, at højdepunktet ikke nødvendigvis behøver være en orgasme. For mange kvinder er det at smelte sammen med manden og mærke intimiteten nydelse nok i sig selv, og måske kan det også være det for dig. Bare det at vide, at det er normalt, kan være en lettelse, fordi du måske tror, der er noget galt med dig eller dine seksuelle evner. Så prøv at slappe af og fokusere på nydelsen frem for orgasmen – det kan stadig give fantastisk sex.

Hvis du stadig føler, at et vellykket samleje helst skal ende med en orgasme, så husk, at de fleste ikke opnår klimaks, uden at klitoris bliver stimuleret ihærdigt. Hvis din mand ikke formår at gøre det tilstrækkeligt under akten, må du selv give en hjælpende hånd med.

Generelt er det vigtigt, at du øver dig i at have sex med dig selv og prøver dig frem. Det er godt at vide, præcis hvordan du giver dig selv orgasme, for ellers kan du heller ikke forvente, at andre ved det, eller lægge hele ansvaret for orgasmen over på din partner.

Husk at lave knibeøvelser regelmæssigt. Jo strammere din skede føles, jo større nydelse vil både du og din mand få ud af at dyrke sex.

Se her, hvordan du kan træne dig til orgasme

Scenarie 3 - Du har ondt, når I dyrker sex

Sexologen: Årsagen til smerten skal frem i lyset

Du skal ikke affinde dig med at have ondt, når du har sex. Det skal du gøre noget ved, hvad enten det skyldes tørre slimhinder, en infektion eller kramper i skeden. Tal med din læge om det, og få evt. en gynækologisk undersøgelse, så du kan få klarlagt, hvad smerterne skyldes. Måske skal du videre til en gynækolog for at få den bedste hjælp til at klare udfordringen.

Tørre slimhinder kan afhjælpes med glidecreme eller måske bare, at I gør endnu mere ud af forspillet. Har du en infektion i skeden eller i urinvejene, kan du få behandling mod det. Når du kramper sammen i skeden, kan det have flere årsager. Måske er du presset rent mentalt af helt andre ting, eller også har du svært ved at slappe af, når I har sex. Det kan du lave om på ved at sætte ord på undervejs og ærligt fortælle din mand, hvordan det står til. Hvis I prøver jer frem i fællesskab, er det nemmere at finde en måde at gøre dig mere afslappet på.

Her finder du flere tips til at gøre samlejet bedre

Hvis du vil se resultater hurtigt

Måske er du interesseret i...