Læs også

Enlig far

Når kæresten er enlig far

Sådan bliver der også plads til dig.

8. juli 2015 af I FORM

Bor du sammen med din kæreste og kærestens børn? Så ved du sandsynligvis, at en sådan treenighed ikke altid er nem.
Der er jalousi, følelser af at være udenfor, irritation, når det kun er faderen, der dur.

Alt sammen selv om du gør alt, hvad der står i din magt for både at være en sød kæreste og en god stedmor. Du forstår det ikke.

Men svaret er enkelt:
Du gør for meget. I stedet skal du stille krav og sætte dine egne grænser over for både mand og børn.

Du er vanvittig forelsket og netop flyttet sammen med din nye kæreste. Og hans barn. Du har besluttet dig for at være en fantastisk kæreste og en omsorgsfuld stedmor, så din tilstedeværelse ikke ødelægger den gode stemning mellem far og barn.

Derfor vil du gøre alt, hvad der står i din magt for at få tingene til at fungere. Du vælger sandsynligvis en titel som "pap-mor" eller "mor på gule plader", fordi det lyder lidt sjovere og ikke så eventyragtig ondt som "stedmor".

Selv om du er omtumlet af forelskelse, er du dog klar over, at valget af ord ikke gør det alene. For det er svært at komme ind som tredjepart i et forhold. Specielt hvis barnets forældre er blevet skilt for nylig, og barnet stadig er meget ulykkeligt over situationen.

Oftest ønsker børnene mere end noget andet, at far og mor flytter sammen igen, og forældrene lider af dårlig samvittighed over at have sat børnene i den situation.

Netop på grund af børnenes generelt spændte situation vil de fleste nye kærester gå på listesko for at tilfredsstille børnenes behov. De vil gøre alt, hvad der står i deres magt for at være den gode stedmor. Og det er her, de gør fejlen, siger privatpraktiserende psykolog Ellen Dreyer.

Stedmødre skal være sig selv

Kvinderne vil være supermødre og meget gode mod stedbørnene. De er bevidste om, at de ikke elsker hans børn, som var det deres egne. Derfor forsøger de at være ekstra søde som kompensation. Ofte overanstrenger kvinderne sig. De vender vrangen ud på sig selv og bager boller og pandekager dagen lang. Og så fortrænger de deres egne behov. Sætter ingen grænser og stiller ikke krav.

Kvinderne skal naturligvis være bevidste om, at forældrenes skilsmisse har gjort ondt på børnene. Men de skal ikke måle deres egen værdi på, hvor glade børnene er for dem, siger Ellen Dreyer.

Står stedmødrene på hovedet for at gøre det godt for børnene, bliver der for meget fest og farver og forkælelse. Det er ikke måden, man vinder børns respekt på.
Derfor må kvinden på en pæn og forståelig måde sige fra og give udtryk for, hvad hun mener, og at hun ønsker at blive respekteret.

Hun skal dog samtidig lytte, forstå og vise omsorg over for børnene, så de lærer deres egne følelser og behov at kende. Er hun for styrende, får børnene at vide, hvad de skal føle, i stedet for selv at mærke, hvad de føler.

Nej, det er slet ikke så let at være stedmor. Men man kan lære det, siger psykologen.

Hvis du vil se resultater hurtigt

Måske er du interesseret i...