Jeg nyder min nye frihed

Det er for besværligt med en fast kæreste, siger Tina.

8. juli 2015 af I FORM

"Jeg vil ikke have nogen kæreste. Jeg har heller ikke brug for en forsørger. Og jeg har ikke brug for en far til mine børn, for de har en far. Jeg har den tryghed, jeg har brug for," siger Tina.

Som 35-årig har Tina fået de to børn, hun skal have. Hun har boet sammen med børnenes far, og for et halvt år siden sagde hun farvel til en kæreste efter et to år langt forhold.
Nu orker hun ikke længere bøvlet med at have et fast handyr.

"Det er besværligt. Der er så mange hensyn, man skal tage, og så er der så meget ekstraarbejde, man skal gøre. Ikke fordi han skal vartes op, men alligevel. Og jeg har rigeligt at se til. Jeg kan godt lide at være mig selv," siger Tina, som dog vedkender, at hun indimellem får behov for lidt liv i lagnerne. Og hvis det ellers passer sammen med en børnefri weekend, tager Tina i byen med veninderne og lader trusserne blive hjemme.

"Det primære er at gå i byen og have det sjovt. Hvis man scorer, er det en sidegevinst. Jeg er ikke typen, der går hen til fyren. Hvis ham, jeg har øje på, ikke kommer over til mig, så siger jeg bare til mig selv, at der nok skal komme en anden. Det er min måde at sortere ud i fyrene på," siger Tina.

Utroskab er hans problem

"Mænd er der nok af. Man kan altid score," siger Tina. Og hun spørger aldrig, om fyren har en kæreste eller en kone derhjemme.
"Hvis han tager initiativet, så er det, fordi han gerne vil være utro. Og jeg får jo det, jeg vil have. Det har jeg ingen skrupler med," siger Tina.

I det hele taget er det ikke moralsk kvababbelse, der præger hende - selv om hun indimellem føler sig dunket i hovedet med normer, hun ikke har lyst til at følge eller lytte for meget til. Men hun passer på med at være for åben.

"Den generelle holdning er, at en pige ikke må det samme, som en mand må. Så jeg tænker lidt over, hvem jeg fortæller om mit sexliv. Jeg ved, at der er nogle, der er knap så frisindede, som jeg er. Men egentlig glemmer jeg, at folk ikke altid tænker, som jeg gør," siger hun. Hun har svært ved at få øje på ulemperne ved den måde, hun plejer sit sexliv på. Men fordelene er åbenlyse.

"Hvis det er dårlig sex, ser man ham aldrig igen. Og hvis det er god sex, så kan man jo bare bede om telefonnummeret. Det har jeg gjort med én enkelt, og ham blev jeg så kæreste med."

Men hun understreger, at udveksling af telefonnumre hører til sjældenhederne. Dels gider hun ikke. Dels har hun to børn at tage hensyn til. Og de skal ikke præsenteres for fyre, de alligevel ikke skal have noget at gøre med.

"Jeg tager kun en fyr med hjem, hvis jeg ikke har børnene," siger Tina. Og det sætter jo visse begrænsninger. Det bliver kun til en bytur hver tredje weekend, hvor hun har børnefri. Men det er alligevel at foretrække frem for modellen med en kæreste.

"Jeg kan ret godt lide at være alene. Så jeg vil i hvert fald ikke have nogen fast ven lige nu," fastslår Tina.

"Det lyder, som om jeg helt har fravalgt kærligheden. Det har jeg ikke, men jeg leder ikke desperat efter den. Men selvfølgelig kan jeg på et tidspunkt gå hen og forelske mig," siger hun.

Hvis du vil se resultater hurtigt

Måske er du interesseret i...