Symptomer på diabetes, kvinde med frugt og kage

Har du mistanke om, at du lider af diabetes, kan din læge give dig svar.

© Colourbox

8 symptomer på diabetes

Du kan sagtens gå rundt med en type 2-diabetes uden at være klar over det. Symptomerne på type 2-diabetes kommer snigende, og ofte opdager man først sygdommen, når øjne, nyre eller hjerte har taget skade. Lær her at tyde symptomerne og find samtidig ud af, om du er i risikozonen.

12. april 2017 af Irene Brøndum

Type 2-diabetes kan ramme alle

Træthed og tørst er bare nogle af de små tegn, der indikerer, at du måske har type 2-diabetes.

Engang kaldte man sygdommen for gammelmandssukkersyge, men diabetes har udviklet sig til en regulær folkesygdom, der rammer alle. Også yngre kvinder. 200.000 af os har type 2-diabetes, uden vi selv er klar over det. Dertil kommer, at omkring 700.000 af os går rundt med forstadier og vil udvikle type 2-diabetes inden for de kommende år, medmindre vi gør noget nu. 

Diabetes er en sygdom, hvor blodets indhold af sukker er for højt. Årsagen til, at så mange af os kan gå rundt med så alvorlig en sygdom uden at være klar over det, er, at symptomerne kan være vage og ofte kommer snigende. Det kan derfor let tage årevis, før man opdager, at noget er galt. Det er som regel ikke sukkersygen i sig selv, der er et problem, men de mange og meget alvorlige følgesygdomme.

Det sker der i kroppen, når du har diabetes

  1. I mave-tarm-kanalen fordøjes den mad, du spiser, og transporteres via leveren ud i blodet som blodsukker.
  2. Når blodsukkeret stiger, sender bug-spytkirtlen hormonet insulin af sted. Insulin fjerner sukkeret fra blodet og fører det ud til de celler i kroppen, der har behov for energi.
  3. Ved type 2-diabetes producerer bugspytkirtlen ikke nok insulin, og insulinen virker heller ikke så godt. Derfor bliver dit blodsukker ved med at være højt.

Sødt blod gør kroppen sur 

Hvis man ikke får blodsukkeret under kontrol, kan det gå rivende galt, for et for højt blodsukker ødelægger simpelthen din krop. Det skader dine øjne og kan føre til blindhed, det ødelægger dine nyrer, så du har svært ved at komme af med affaldsstoffer, det smadrer dit nervesystem og medvirker til, at dine blodårer kalker til, så du risikerer at få blodpropper. Arvelighed spiller en stor rolle for, om du får diabetes, men selv hvis du er genetisk disponeret, kan du ved at ændre livsstil minimere risikoen betragteligt. Har du allerede fået diabetes, kan du nedsætte risikoen for at få varige skader på øjne, nerver, nyrer og hjerte – eller sågar rulle sygdommen helt tilbage – hvis du får dit blodsukker under kontrol. Jo tidligere du sætter ind, jo bedre.

6 tegn på, at du er i risikozonen for diabetes

  • Du har et BMI over 25
  • Din talje måler mere end 88 cm
  • Du har haft diabetes, mens du var gravid
  • Der er diabetes i din nærmeste familie
  • Du dyrker ingen motion
  • Du har forhøjet blodtryk

Se her, hvordan du kan undgå at blive ramt.

8 tegn på, at du måske er ramt af diabetes

  • Træthed og slaphed
  • Hyppige infektioner
  • Utilsigtet vægttab
  • Føleforstyrrelser
  • Udtalt tørst
  • Dårlig sårheling
  • Udtalt tissetrang
  • Kløe, især i skridtet

Hvis du vil se resultater hurtigt

Måske er du interesseret i...