Kvinde står i køkken og laver mad
© iStock

15 supernemme genveje til en sundere kost

Små kostændringer kan gøre en kæmpe forskel, når du gerne vil leve sundere. Vi har samlet 15 geniale tips her.

6. maj 2018 af I Form

Selv de mindste ændringer i dine kostvaner kan gøre en kæmpe forskel, hvis du gerne vil leve sundere. Vi har samlet 15 geniale tips her. 

Spis æg til morgenmad
Skifter du din stivelsesholdige morgenmad ud med en æggeholdig variant, fx en omelet, spiser du automatisk mindre resten af dagen, har forskning vist. De ovale sundhedsbomber er nemlig spækket med mættende proteiner, og så bidrager de desuden med jern, E- og D-vitamin.

Skær kage ud i små stykker
Uanset størrelsen på kagestykkerne vil din hjerne forbinde det med én portion, hver gang du rækker ud efter et stykke. På den måde snyder du dig selv til at reducere dit sukkerindtag, uden at det føles, som om du har fået mindre kage af den grund.

Erstat smørret
Brug moset avocado eller en smule mayonnaise, hvis du ikke kan undvære fedtstof på dine rugbrødsmadder. I modsætning til smør virker denne type fedt, det såkaldte MUFA-fedt, antiinflammatorisk og har bl.a. også vist sig at være godt for hjertet.


Sød med banan
Erstat en del af det raffinerede sukker i dit bagværk med bananmos. Den gule superfrugt er nemlig rig på frugtsukker, som giver en naturlig sødme til dit bagværk. Og som bonus får du både en masse B-vitamin og også lidt A- og C-vitamin.


Spis kartofler med skræl
Ud over kostfibre får du også flere af de B- og C- vitaminer, der sidder i selve skrællen eller lige under skrællen. Som bonus sparer du også tid ved at slippe for at skrælle kartoflerne.


300 procent flere fibre får du ved at erstatte hvid pasta med fuldkornspasta.

19 PROCENT mindre drikker du, når du benytter et smalt glas.
Brede glas snyder dig til at tro, at der er mindre i, end der i virkeligheden er. Derfor kan du nemt komme til at få flere flydende kalorier indenbords. Vælg derfor smalle glas til sodavand, juice og kakao, og drik vand af de brede.

Bestil en måltidskasse
Du sparer tid ved at få dine madvarer bragt direkte til døren, og samtidig slipper du for at spekulere over, hvad du skal lave til aftensmad. To fluer med ét smæk, sådan!

Frys frugt ned
Frosne bananskiver, vindruer eller bær smager fortrinligt, og samtidig er det en glimrende måde at undgå madspild på. Nyd frugten som en slags sunde “bolsjer”, eller brug den i smoothies.

Spis et mellemmåltid
En sund snack om eftermiddagen holder dit blodsukker stabilt og sulten væk, så du undgår at gå sukkerkold inden aftensmaden. En skive rugbrød med magert kødpålæg og et par gulerødder er perfekt, hvis det skal være nemt og hurtigt.

22 procent færre kalorier spiser du ved at vælge en tallerken på 25 cm frem for en på 30 cm.

Læg bestikket fra dig efter hver bid ...
Det sænker dit spisetempo og mindsker risikoen for overspisning.

Spis det bedste først
Gemmer du det bedste til sidst, er der større sandsynlighed for, at du spiser hele baduljen, selvom du i virkeligheden allerede er mæt.


Organisér dit køleskab
Flyt de sundeste fødevarer frem i øjenhøjde, så de bliver set, og gør de mere usunde varianter mindre synlige. Så bliver du ikke unødigt fristet, hver gang du åbner køleskabet. Du kan fx opbevare usund mad i plastikbeholdere, du ikke kan se igennem.

Spar på sodavanden
Gør det til en regel, at du kun har én dåse sodavand i dit køleskab ad gangen. Dermed er der større chance for, at du først drikker den, når du virkelig har lyst til den, sammenlignet med hvis du havde 24 dåser på køl.

Sunde ambitioner for 2018? Hjælpen er her!

Måske er du interesseret i...

Hvor ofte spiser du kød?


I FORM anbefaler