Sådan kender du forskel på blåbær

Blåbær er af mange blevet udråbt til superfood, men vidste du, at der findes forskelle slags blåbær, og at det ikke er ligegyldigt, hvilke af de små blå sundhedsbomber du propper i munden?

21. juli 2016 af I FORM

3 slags blåbær


Vilde nordiske blåbær

(Vaccinium myrtillus) er dem, du kan plukke i den vilde nordiske natur eller købe på frost i Irma.

De vilde blåbær er meget mindre (ca. 0,3-0,6 gram pr. bær) end de amerikanske, og hvis du skærer dem midtover, vil de være blå hele vejen igennem, og du får blå tænder af dem. Når de er modne, bliver de meget bløde, fordi skindet er tyndt og smagen er intens. Indholdet af antocyanin er 2-3 gange højere end i de amerikanske, da de er fyldt med farvestof.

Du kan kende blåbærbusken på dens grønne kantede skud.


Amerikanske blåbær

(Vaccinium corymbosum) er dem, som du kan købe som friske bær i supermarkedet.

De er væsentligt større (ca. 2 gram pr. bær) end de vilde blåbær, og hvis du skærer dem over, er de hvid-grønne indeni. De smager af blåbær, og så er skallen forholdsvis hård.

Amerikanske blåbær indeholder pæne mængder af antocyaniner.

Mosebøllebær

(Vaccinium uliginosum) kan ikke købes i butikkerne, men vokser vildt i hele Norden. Mosebøllebær er mindre end de amerikanske blåbær og lidt større end de skandinaviske vilde bær.

Hvis du skærer bærret midt over, er det hvidligt indeni som det amerikanske, men smagen er ikke så kraftig bær-agtig. Buskens grene er træagtige i farven.

Sådan får du succes med dit løb

Måske er du interesseret i...