Quinoa i en skål og på et bord

Kender du quinoa? Elllers er det på tide at du begynder at spise de sunde frø.

6 sunde grunde til at spise quinoa

Quinoafrøet er fyldt med sunde stoffer, der styrker din krop og forebygger sygdom. Tjek her, hvorfor du skal spise de små runde frø.

5. juli 2016 af Irene Brøndum

Quinoa er tidens mest hotte superfood. Med sit høje proteinindhold, sine mange fibre og sin sunde fedtsyreprofil er det lille frø nemlig lidt af en sundhedssværvægter. Er du ikke hoppet med på vognen, giver vi dig nu seks sunde grunde til at kaste sig over inkaernes hellige korn.

 

Du elsker dit hjerte

De små runde quinoafrø indeholder lidt mere fedt end andre korntyper som ris og pasta. Til gengæld består en stor del af fedtsyrerne i quinoa af omega 3 fedtsyrer, der booster blodets indhold af det gode HDL kolesterol. Quinoa er desuden rig på kostfibre, der sænker mængden af dårligt kolesterol i blodet.

 

Du er tosset med træning

Quinoa er stopfyldt med proteiner, der genopbygger dine muskler efter en tur ifitnesscenteret. Derudover bevirker de små frøs indhold af omega 3 fedtsyrer, at ømheden i sener og led lindres. Når du træner mister du desuden store mængder magnesium gennem dit sved, men blot 100 gram quinoa opfylder hele dit dagsbehov for det vigtige mineral.

 

Du er (hverdags)vegetar

Quinoa indeholder dobbelt så meget protein som ris og byg og har en fremragende aminosyreprofil. Det lille krøllede frø indeholder alle essentielle aminosyrer, og det gør quinoa til det oplagte valg, hvis du er vegetar eller er hoppet med på bølgen og er blevet flexitar med masser af kødfrie dage.

 

Dit CPR-nummer ender på et lige tal

Indholdet af jern er tårnhøjt i quinoa. Jern er nødvendigt for os kvinder, fordi vi mister en del blod, når vi menstruerer og har et øget behov når vi er gravide. Op mod halvdelen af alle kvinder har for lave jerndepoter. 100 gram quinoa opfylder 31 % af dit daglige behov for det vigtige mineral.

 

Du vil vinke farvel til ballonmave

Quinoa er naturligt fri for gluten. Det er godt nyt for de mange glutensensitive, som bliver oppustet og får ballade med fordøjelsen, når de spiser for megetgluten.

 

Du vil have blodsukkeret i balance

Quinoas høje indhold af proteiner, essentielle fedtsyrer og kostfibre bevirker, at quinoa kun får dit blodsukker til at stige en anelse i forhold til, hvis du spiste brød, ris eller kartofler. Til gengæld holder det sig stabilt længe, så du ikke går sukkerkold og ender med fingrene i kagedåsen.

Nå dine mål i 2017

Måske er du interesseret i...