Mor og barn laver mad

Dit barn får et mere positivt forhold til det grønne ved at selv at deltage i madlavningen.

© iStock

Forsker: Sådan får du dine børn til at spise grøntsager

Bare rolig, slaget er ikke tabt, fordi din unge gang på gang rynker på næsen af grøntsagerne. Læs, hvordan du undgår åben krig ved middagsbordet.

6. februar 2017

Lyder der konsekvent et ”bvadr”, hver gang du hælder broccoli på dit barns tallerken, så slå koldt vand i blodet. Der findes mange måder at få ungen til at spise grøntsagerne på, fortæller ernæringseksperten Sophia Komninou, som har speciale i børn, til nyhedssitet The Conversation. Her får du fire gode råd.

Prøv igen og igen

Du må endelig ikke miste modet efter det sædvanlige ”nej”. Heller ikke efter tredje, fjerde og femte. Faktisk kan du være nødt til at servere den samme grøntsag helt op til 15 gange – uden at presse på – før dit barn får lyst til at kaste sig over den.

Gem ikke det grønne væk

Det er vigtigt, at dit barn får lov at opleve maden med alle sine sanser. Så forsøg ikke at snige det grønne ind i retter, brød og andet, for så vænner ungen sig aldrig til at spise det for sig selv. Det kan også give bagslag, hvis de finder ud af, at de er blevet ”snydt”.

Lad som ingenting

Der er ingen grund til at gøre et større nummer ud af kålen end kartoffelmosen, fordi du selv tror, dit barn vil rynke på næsen af det. Dine egne forventninger til maden ender med at smitte af på barnet. Derfor skal du heller ikke rose ekstra, bare fordi han snupper en skefuld ærter. Vær positiv omkring al maden på bordet, og hold dine reaktioner neutrale.

Få en lille hjælper i køkkenet

Lad dit barn hjælpe til i køkkenet og dermed få et fortroligt og positivt forhold til grøntsagerne. Når maden er færdig, er det også vigtigt, at I spiser den sammen som familie, så barnet kan se, at mor og far også spiser det grønne.  


Sådan får du succes med dit løb

Måske er du interesseret i...