Kvinde ligger i sengen med en plade chokolade
© iStock

8 overraskende ting, du ikke vidste chokolade gør

... Dæmper betændelse, giver smuk hud og øger farten i løbebenene er bare nogle af de egenskaber, chokolade giver dig. Læs videre og find flere overraskende men fantastiske grunde til guffe chokolade i dig med god samvittighed.

29. marts 2017 af Irene Brøndum

Så sundt er chokolade i virkeligheden

Nu får du verdens bedste undskyldninger for at kaste dig over den mørke chokolade. Den lille lækkerbisken er nemlig endnu sundere, end du måske går og tror. Vidste du fx, at chokolade kan give dig medvind på løbestierne? 

1. Redder dit hjerte

Chokolade er godt for dit hjerte, da det beviseligt både sænker blodtrykket og styrker indersiden af dine blodårer, så der ikke så let kommer åreforkalkning og blodpropper. Antioxidanterne i den bittersøde snack får blodårerne til at slappe af, så blodet lettere kan løbe igennem, og hjertet ikke skal arbejde så hårdt. Et par firkanter mørk chokolade dagligt er nok til at opnå en positiv effekt.

2. Giver lækker hud

Kvinder, der drikker kakao til morgenmad, bliver mindre røde, når de udsættes for UV-lys, ligesom de får en tættere, mere fugtig og mindre ru og skællende hud, viser en undersøgelse. Man mener, det skyldes kakaobønnernes høje indhold af antioxidanter.

3. Dæmper betændelse

De små bakterier, der bor i vores tarme, forvandler kakaostofferne i chokoladen til nogle forbindelser, der dæmper inflammation, som kædes sammen med både hjertesygdom, diabetes, kræft, depression og fedme. 

4. Gør dig høj i hatten

Den brune lækkerbisken stimulerer dannelsen af naturlige velværehormoner, så vi slapper af, glemmer vores smerter og føler os veltilpasse.

5. Giver fart i benene

Undersøgelser viser, at motionister, der spiser 40 gram mørk chokolade før take-off, bruger mindre ilt og løber længere end motionister, der ikke spiser mørk chokolade. Chokolade øger nemlig ligesom rødbede produktionen af nitrat, der udvider blodkarrene.

6. Kurerer hosten

Mørk chokolade indeholder et stof, der hedder theobromin, som modvirker hoste. Man ved dog endnu ikke, om theobromin undertrykker hostereaktionen, eller om stoffet nedsætter slimproduktionen i lungerne, så man ikke har så stort et behov for at hoste. 

7. Modvirker diabetes

Chokolade indeholder nogle stoffer, der hedder flavonoider, som er med til at regulere vores blodsukker, og som derfor modvirker diabetes. 

8. Gør dig mæt

Kakaosmør består hovedsageligt af nogle bestemte fedtsyrer, der ligger længe i mavesækken og sender besked til hjernen om, at den ikke behøver at spise mere foreløbig. 

Tip! Gå efter en høj kakaoprocent

Når du køber chokolade, så gå efter en, der indeholder minimum 70 procent kakao. Det er nemlig kakaobønnerne, der er ansvarlige for alle chokoladens gode egenskaber. Ud over kakao består chokolade af sukker og eventuelt mælk. Lys og hvid chokolade består hovedsa- geligt af sukker og mælk. 

Hvis du vil se resultater hurtigt

Måske er du interesseret i...